Dansk landbrug er verdensberømt for sin bæredygtighed

Danmark har et særligt stærkt internationalt image, når det gælder bæredygtighed, dyrevelfærd og lav miljøpåvirkning, viser analyse

Photo by Markus Winkler

Herhjemme har røde politikere, meningsdannere fra storbyerne samt såkaldte miljøorganisationer travlt med at fortælle om, hvordan dansk landbrugsproduktion angiveligt udgør et problem for miljøet og klimaet.

Men den danske landmand kan sagtens ranke ryggen og være stolt af sin indsats. For noget anderledes ser det ud udenfor landets grænser – hvor danske landmænd storroses for deres bæredygtighed samt miljø- og klimavenlighed.

Bedst til at udnytte ressourcerne

En ny analyse viser ifølge Landbrugsavisen, hvordan Danmark har et særligt stærkt internationalt image i forhold til bæredygtighed, dyrevelfærd og ikke mindst lav miljøpåvirkning. Langt over halvdelen af beslutningstagerne fra vores eksportmarkeder peger således på, at produkter og løsninger fra den danske fødevareklynge er blandt de mest bæredygtige i verden. Bæredygtighed forbinder man i dén sammenhæng fortrinsvis med ressourceforbrug.

”Rapporten slår fast, at danske fødevareproducenter har et stærkt internationalt image, som de kan drage yderligere fordel af som leverandører af bæredygtige produkter og løsninger til hele værdikæden”, fortæller Lise Walbom, som er direktør i Food Nation.

Du kan læse mere i artiklen HER.

Vores svineproducenter er de mest klimavenlige

Én ting er udlændinges holdninger til og opfattelse af dansk landbrug. Også hvad det rent faktuelle angår, kan den danske landmand klappe sig selv på skulderen over eksempelvis klima-indsatsen.

Forleden kom det således frem, at dansk landbrug hører til de mest klimavenlige af slagsen, for eksempel er vores svineproducenter nummer ét, når det gælder listen over de mindst CO2-udledende landbrugslande – dét kan du læse mere om i linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top