Vismænd om klima: Danmark kan komme til at betale to gange

Danmark kan ikke bare risikere at flytte sin landbrugsproduktion ud af landet. Vi kan også risikere at skulle betale for den CO2-udledning, en ny produktion vil give i et andet land – og det hele bliver dyrere…

tina-mark-og-penge

Hvis Polen ikke bliver en del af klimaaftalen, kan dansk landbrugsproduktion kunne forsvinde til landet syd for Østersøen som følge af klimatiltag i Danmark.

Der vil nemlig ikke være krav til polsk landbrug om at begrænse deres CO-udledning. Hvor dansk produktion vil blive ramt af klimaafgifter, så vil polsk landbrugsproduktion kunne undgå sådanne. Det vil kunne give store skævvridninger i konkurrencesituationen ifølge de økonomiske vismænd.

Problematisk med fripas

”Det er problematisk, hvis man giver Polen et fripas”, siger den økonomiske vismand Lars Gårn Hansen i et interview med Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside.

Det er jo lidt skrækscenariet for dansk landbrug, at man flytter produktionen til Polen – derefter skal de andre lande inklusive Danmark kompensere for, at Polen står udenfor aftalen. Så er Polen blevet belønnet økonomisk for at stå udenfor aftalen, og dansk landbrug er dem, der kommer til at betale?

”Ja, og resten af EU, der skal foretage de reduktioner, som Polen slipper for. Fordelingsmæssigt er det superfedt for Polen og ikke ret godt for resten af EU. Det er selvfølgelig heller ikke særligt godt for dansk landbrug eller andre af EU-landenes landbrug, der er underlagt de samme skærpede krav. Det vil også gøre den samlede regning for EU’s reduktioner større”, fortæller Lars Gårn Hansen.

Skærpede krav til dansk udledning

Samtidig vil den nye udledning betyde skærpede krav til dansk udledning. Det er den forudsætning, som de økonomiske vismænd har lagt i deres beregninger for lækage.

Polen ser ud til, at de har tænkt sig at stå på sidelinjen. Hvad vil det komme til at betyde?

”Principielt ikke frygtelig meget. Vores beregninger er under den antagelse, at EU har en bindende politik”, siger vismand Lars Gårn Hansen i forhold til de samlede CO2-udledninger.

Han uddyber baggrunden for vismændenes udregninger:

”Det forhold, at et land i EU får meget mere friløb end andre lande, det er ikke afgørende for lækageberegningen, så længe EU samlet set er bundet af de reduktioner, man har lovet. Så vil andre lande blot skulle opveje den reduktion, som Polen ikke tager”.

Godt for Polen og synd for andre

Det betyder, at den produktion, der måtte flytte fra Danmark og andre EU-lande til Polen som følge af klimatiltag, blot vil føre til nye krav til landene – men ikke i Polen. Så klimatiltagene kan flytte produktionen, belønne Polen økonomisk og straffe Danmark dobbelt. Det ændrer dog ikke på beregningerne.

”Snævert i forhold til lækageberegningen, så længe at det faktisk er det, der er konsekvensen, så er der ikke lækage af det. Så kan det godt være, at det er rigtig godt for Polen og rigtig synd for nogle andre”, siger Lars Gårn Hansen.

Du kan læse mere om vismændenes beregninger i artiklen HER – hvor det fremgår, at man ikke tager hensyn til arbejdskraft, der krydser landegrænser.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Deltag i debatten

Scroll til toppen