Vi ved bedst

Det er ikke kun indenfor corona men også vandmiljø, at danske myndigheder og forskere tilsyneladende er ligeglade med udenlandske erfaringer

vand-land-skov-tina

Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug

Udstiller coronakrisen de danske sundhedsmyndigheders egenrådige tilgang til den verdensomspændende pandemi? Ja, den gør. I hvert fald hvis man lytter til en danskfødt medicinprofessor tilknyttet Det Kinesiske Universitet i Hong Kong.

I en kronik i Jyllands-Posten jorder professoren den danske corona-fortælling om, at vi har gjort det langt bedre end stort set alle andre lande. Han betegner nogle af sundhedsaktørernes ageren med ordene: ”En eklatant demonstration af uvidenhed”, som f.eks. har været udvist i forhold til brugen af mundbind som værn mod smittespredning.

Danskernes selvopfattelse

Her synes den danske tilgang ifølge professoren fra det kinesiske universitet at være ”vi alene vide”, mens ikke mindst asiatiske erfaringer er blevet ignoreret med et bedrevidende skuldertræk.

Dette har naturligvis intet med landbrug at gøre.

Men måske fortæller coronakrisen os noget om såkaldt danske specialister og myndigheders selvopfattelse. For i landbruget har man nu i tre årtier været underlagt egenrådige myndigheder og fagpersoners danske tilgang – ikke mindst på miljøområdet.

…og vores myndigheder og universiteter nægter at ændre kurs!

Vi kender alle pladen, der spilles, om, at kvælstof fra landbruget er det, der forårsager alle ulykker i vores vandmiljø. Men når udenlandske eksperter evaluerer på den danske ”ekspertviden”, så får Danmark hug. Det får dog hverken danske myndigheder eller universiteter til at ændre kurs.

Det gælder åbenbart både indenfor corona og vandmiljø, at vi ved bedst her til lands. Hvilket ifølge udenlandske eksperter er noget vandfast sludder. Hvilket har enorme konsekvenser for mennesker, miljø og økonomi i Danmark.

(Indlægget har også været bragt som leder i avisen Effektivt Landbrug, du kan læse onlineversionen via linket HER. Skribenten har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top