Ingen grund til kvælstof-forskrækkelse

Danske politikere bliver ved med at regulere efter modelberegninger, som ingen andre i verden benytter sig af

kiaer

Af Peter Kiær, næstformand for Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev

Bæredygtigt Landbrug skal snart i retten igen.

Denne gang skal vi forsvare retten til at gøde vores afgrøder fagligt korrekt. Uden at det skader vandmiljøet og vel at mærke på en måde, hvor det gavner klimaet, idet velgødede planter er bedst til at samle CO2 op – både i selve planten samt i rødder og jord. Politikerne er ved at fratage os dén mulighed. Derfor må vi i retten.

Dansk landbrug vil ikke igen stå i den situation – som i tiden inden Landbrugspakken – hvor dansk korn er uønsket på verdensmarkedet, fordi det indeholder for lidt protein. Vi vil ikke acceptere, at 1/3 af de danske landbrugsarealer skal braklægges og dermed forsvinder fra fødevareproduktionen.

Videnskaben har påvist, at der ikke er sammenhæng mellem det kvælstof, landbruget bruger på markerne, og miljøtilstanden med f.eks. ålegræs ved kystvandene.

Alligevel bliver nogle danske politikere ved med at regulere efter modelberegninger, som ingen andre i verden benytter sig af. Modellerne bunder i en kvælstof-forskrækkelse i Danmark – dét skal vi have gjort op med.

Derfor glæder et samlet dansk landbrug sig til at komme i retten for at forsvare en faglig og miljømæssig optimeret landbrugsdrift.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i bl.a. de trykte udgaver af aviserne Nordjyske, Sjællandske samt Frederiksborg Amts Avis plus på hjemmesiderne www.midtjyllandsavis.dk og www.randersidag.dk – de to sidstnævnte versioner kan du se HER og HER).

Scroll to Top