Af Poul Erik Bjerg, landmand, ”Dybdalgård”, Højensgårdsvej 25, 9493 Saltum
Regeringen og du, miljøminister Lea Wermelin, ønsker at skærpe vilkårene for visse såkaldte paragraf 3-arealer.
Jeg gør dig derfor opmærksom på, at du og dine folketingskollegaer derved overtræder grundlovens paragraf 73, som I ved jeres indtræden har underskrevet at ville overholde.
I den anledning finder jeg det nyttigt at oplyse om, hvordan naturbeskyttelseslovene i Danmark er skruet sammen:
I 1911 blev Danmarks Naturfredningsforening (DN) stiftet og havde formentlig en stor indflydelse på, at naturfredningsloven blev vedtaget i 1917. Og siden da er fem procent af Danmarks areal blevet fredet – gennem cirka 5.000 fredningssager.
Denne lov er i fuldstændig pagt med grundloven, der jo blev vedtaget 68 år tidligere – idet fredningsnævnet tilkender lodsejeren en erstatning. Er lodsejeren ikke tilfreds, kan han klage over afgørelsen til taksationskommissionen og sidst sende klagen til domstolene.
Starten på hetzen
Som en yderligere oplysning er det ikke tilfældige personer, der sidder i fredningsnævn og taksationskommission, idet det er en dommer, der er formand for fredningskommissionen i Nordjylland – og desuden sidder der også en retspræsident.
Som landmand kan man kun respektere denne lov som en velordnet lov i forhold til grundlovens paragraf 73 og ligeledes respektere DN’s virke de første 70 år.
Men i midten af 1980’erne kom der en forandring af DN med en ny direktør, der kom fra Miljøministeriet efter ni års ansættelse. Det blev starten på et parløb mellem DN og Miljøministeriet – og også universiteterne.
Det blev også starten til hetzen mod landbruget.
Sidst i 1980’erne kom der et begreb i de ”finere” juridiske kredse – langt fra de almindelige borgeres hverdag – et begreb, der hed ”erstatningsfri regulering af ejendomsretten” – altså fuldstændig i modstrid med grundlovens paragraf 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed. Det er altså kun et begreb og ikke lovfæstet i Folketinget.
Alligevel blev dette grundlovsstridige begreb indført i bræmmeloven og i naturbeskyttelseslovens paragraf 3 af 1992.
Ladeport åben
I praksis vil det sige, at der pludselig stod en ladeport åben for miljømyndigheder til at ”naturfrede” arealer uden erstatning – og uden at orientere lodsejerne om ”fredninger” af deres arealer – som nu blev kaldt udpegninger og blev foretaget af tilfældige medarbejdere i amternes miljøafdelinger.
Og de var energiske og flittige.
For på tre år fik de ”fredet” cirka ti procent af Danmarks areal – og igen: Uden at orientere den enkelte lodsejer (i modsætning til den ægte fredningslov, der på 103 år fik naturfredet fem procent).
Er det sådan, man gør i en retsstat?
Nej, for på Folketingets hjemmeside står der, at grundloven er Danmarks vigtigste lov, og alle love skal overholde grundloven. Og derfor er paragraf 3-”fredningerne” ulovlige.
Dikkende lammehaler
Derfor vil jeg anbefale dig og dine regeringskolleger at læse grundloven og paragraf 3-loven – og bemærkningerne til denne lov. Der står nemlig, at naturen ændrer sig – at arealer kan vokse ind i paragraf 3-områder, og arealer kan vokse ud af paragraf 3-områder.
Altså er det ikke nødvendigvis ulovligt efter paragraf 3-lovens bemærkninger, at en landmand pløjer et areal, der tilfældigvis er blevet ”fredet”. Derfor skal landmænd naturligvis bruge deres sunde fornuft og dyrke deres jord for at få størst muligt udbytte – både for deres egen skyld – men også for samfundets skyld.
Jeg er naturligvis bekendt med, at landmænd er blevet politianmeldt for at dyrke deres egen jord – og måske også retsforfulgt og dømt for dette.
Sandheden er, at politi og anklagemyndigheder har været dikkende lammehaler i forbindelse med DN’s og miljømyndighedernes anmeldelse. Uden tanke for, at de derved overtræder retsplejelovens paragraf 96, stk. 2, idet de skal påse, at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.
Og desværre har ingen dommer haft mod til at erklære en lov ugyldig i forhold til grundloven – trods det, at der i grundlovens paragraf 64 står, at dommere i deres kald alene skal holde sig til loven. Det vil sige, at de har pligt til at se, om lovene også overholder grundloven.
Skelsættende
Men i foråret 2015 faldt der en dom i retten i Holstebro – en dom, der frikendte en landmand for at have dyrket sin mark et sted, hvor myndighederne påstod, det var forbudt (randzoner). Landmanden blev bakket op af Bæredygtigt Landbrug.
Dommeren – der er formand for fredningskommissionen i Nordjylland og formand for taksationskommissionen i region Midtjylland – og dermed er vant til at tale med almindelige borgere og dermed har forstået betydningen af at blive frataget brugsretten til sine arealer – fortalte blidt og kærligt anklagemyndigheden, kammeradvokaten, Miljøministeriet og Justitsministeriet – og dermed Folketinget – at sådan kan man ikke lovgive.
Derfor skal ingen landmand acceptere indgreb i deres dyrkningsret uden erstatning fra staten.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Effektivt Landbrug, du kan læse onlineversionen via linket HER. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten også bringes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
