Se Flemming Fuglede og Anders Lund Madsen diskutere landbrug og natur

Bæredygtigt Landbrugs formand gik forleden en tv-transmitteret tur med den populære journalist i anledning af Naturmødet i Hirtshals

flemming-fuglede-joergensen-1

”Vi er alle bønder inderst inde!”

De smukke ord blev sagt af ingen ringere end Anders Lund Madsen, da den kendte tv-journalist og -vært forleden gik en tur med Bæredygtigt Landbrugs formand, Flemming Fuglede Jørgensen.

Det skete i anledning af det såkaldte natur-folkemøde i Hirtshals – der på grund af coronakrisen denne gang var et digitalt et af slagsen, og altså uden det store rykind i fiskeribyen i Vendsyssel, men dog med en pæn mediedækning af eksempelvis Danmarks Radio og Radio4.

Gåture med Wermelin, Fuglede og Hausgaard

Anders Lund Madsen gik fredag eftermiddag en tv-transmitteret tur med bl.a. miljøminister Lea Wermelin (S) og entertainer Niels Hausgaard – og derimellem altså med Flemming Fuglede Jørgensen, som selv er bosat i Vendsyssel, og som fortalte om sit eget forhold til naturen som både landmand og jæger.

Ingen grund til at skose landbruget

BL-formanden slog i dén forbindelse et slag for dansk landbrug, der er internationalt berømmet for sin miljø- og klimavenlighed:

”Vi laver de bedste og reneste fødevarer i hele verden. Det synes jeg da, at man burde være glad for, i stedet for hele tiden at problematisere det”, lød det fra Flemming Fuglede Jørgensen – som samtidig argumenterede for at holde landbrug og natur adskilt, så man ikke mindst af hensyn til naturen kan dyrke landbrugsarealerne så intensivt som muligt.

Smagte på bjæsk

Det blev også til en snak om Flemming Fuglede Jørgensens passion for hvede – og om den legendariske brændevin bjæsk, som de to naturligvis også fik lov til at smage på i køkkenet hos Hirtshals Museum. Snapsen er blevet til takket være krydderier fra museets urtehave.

”Det er sjældent, man kan kombinere en brandert med en kulturel oplevelse”, som Anders Lund Madsen formulerede det – mens grimasserne i Flemming Fugledes ansigt indikerede, at den første slurk af en hjemmebrygget brændevin ikke nødvendigvis altid er så velsmagende…

Du kan se og høre indslaget herunder – men vi skal advare om en desværre noget dårlig og skrattende lyd undervejs.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Deltag i debatten

Scroll til toppen