Af Jørn Rasmussen, Pileallé 5, Vordingborg
Den 7. april omtalte jeg i Effektivt Landbrug embedsværkets og interesseorganisationernes indbyrdes afhængighed.
Som bestyrelsesmedlem i den landsdækkende interesseorganisation Fair Spildevand undgår man ikke at komme i berøring med diverse klageinstanser.
Man kunne ønske, at disse instanser var mere uafhængige, da de værste skæverter ville kunne opfanges, hvis embedsmændene ikke blev på dydens smalle vej indenfor lovens rammer.
Men sådan forholder det sig desværre ikke. Lad os tage Miljø- og Fødevareklagenævnet, som er et relevant nævn i denne her sammenhæng. Det har blandt andet behandlet ”Beder-sagen” om forbud mod anvendelse af pesticider på landbrugsjord.
Ingen stor forskel på interessenter
I Miljø- og Fødevareklagenævnet er de samme interessegrupper repræsenteret, som indirekte har haft indflydelse på den følgelovgivning, der klages over, nemlig Danmarks Naturfredningsforening (DN), Danmarks Sportsfiskerforbund (DS) og Landbrug & Fødevarer (L&F).
Vi kender DN’s ”landbrugsvenlige” holdninger, men DS afviger ikke meget herfra. Således udtalte deres fiskebiolog Kaare Ebert til DR primo februar 2020:
”Vi har brugt 60-70 år på at smadre havmiljøet med kvælstof, så nu tager det nok nogle år at få et godt havmiljø tilbage igen. Men ved at etablere nogle kystnære stenrev kan vi fremme processen med at få torsken tilbage igen. Så når vi får stoppet udledningen af kvælstof, kan vi nå i mål”.
De produktive erhverv, landbrug, skovbrug og fiskeri, som er underlagt lovgivningen, er dermed havnet i en slags svikmølle.
Når inhabilitet er så åbenlys, er konstruktionen uholdbar, hvis vi vil pynte os med at leve i et retssamfund.
Vilje er ikke altid nok
Et modargument kunne være, at L&F også deltager som interesseorganisation for at skabe lidt balance.
Igennem flere årtier har L&F, med Seges som garant for den forskningsmæssige validitet, haft mandatet til at varetage landbrugets interesser. Det er muligt, de har haft viljen, men at imødegå de falske og løgnagtige miljøanklager imod landbruget har de ikke evnet. Bæredygtigt Landbrugs relativt store succes bør her være dokumentation nok.
Fair Spildevands medlemmer i landdistrikter bliver på samme måde som landbruget pålagt mange tåbelige og lovstridige påbud, der hviler på misforståede naturlove og manglende lovpligtige målinger. Men Fair Spildevand har ikke de samme muskler og accept i samfundet som L&F.
Fuldskalaforsøg
Derfor vil jeg opfordre L&F sammen med andre gode kræfter i landbruget om at reparere på fortidens synder ved at ignorere alle de ”fantasi”-beregninger med tilhørende konklusioner, der ligger til grund for lovgivningen og i stedet forlange målinger fra virkeligheden.
I modsat fald vil det samlede landbrug forlange fuldskalaforsøg i virkeligheden, der dokumenterer konklusionerne fra modelberegningerne på samme måde, som man gør med al anden forskning.
Hvor svært kan det være, tag jer nu sammen! I denne epidemitilstand, der synliggør landbrugets betydning for samfundet, vil jeg minde om det i øjeblikket meget benyttede Churchill-citat:
”Lad aldrig en god krise gå til spilde”.
(Indlægget har også været bragt i avisen Effektivt Landbrug. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
