”Grønne” organisationer blev advaret om Øresund-udledning – men reaktionen var tavshed

Danmarks Naturfredningsforening blev orienteret om forureningen allerede den 6. maj men protesterede først, da medierne henvendte sig

nyhedscover_fjorden_m_valmuer_

Danmarks Naturfredningsforening har altid været en heftig kritiker af dansk landbrugs påståede negative indvirkning på havmiljøets tilstand. Anderledes mundlam var organisationen, når det gjaldt udledningen af adskillige hundrede tusind tons urenset spildevand.

Altså lige indtil pressen henvendte sig til DN om sagen!

“Ikke opmærksom på tilladelserne”

Flere af de såkaldt ”grønne” organisationer, der de seneste dage har udtalt sig meget kritisk om den nu udsatte udledning i Øresund, kunne have blandet sig langt tidligere. Allerede den 6. maj orienterede Gentofte Kommune således bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og andre organisationer og foreninger om de 130.000 kubikmeter lort, der var på vej ud i havmiljøet. En uge senere fik de en lignende orientering fra Københavns Kommune om udledning af 160 millioner liter urent spildevand.

Ifølge TV2 Lorry – der er TV2’s regionale tv-station i hovedstadsregionen – blev Henning Mørk Jørgensen, havbiolog og miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, først opmærksom på tilladelserne, da TV2 Lorry henvendte sig til ham i sidste uge.

”Det er ikke sådan, at det havner i sekretariatet og bliver kigget på med det samme. Det er folk med lokalkendskab, der først kigger på dem, og så beder de om assistance, hvis de har brug for det”, lyder forklaringen fra Henning Mørk Jørgensen.

Du kan læse mere om sagen HER.

DN afviste møde om spildevands-problematikken

Som et supplement til denne historie skal det nævnes, at Bæredygtigt Landbrug i årevis har forsøgt at få de massive udledninger af urenset spildevand på såvel mediernes som politikernes dagsorden – hvilket for alvor endelig lykkedes i sidste uge. BL har i dén anledning også forsøgt at få Danmarks Naturfredningsforening på banen i denne debat.

Desværre forgæves.

Allerede i november 2015 skrev BL’s chefjurist Nikolaj Schulz til Danmarks Naturfredningsforening for at invitere til et møde, ”hvor vi kan diskutere spildevands-påvirkning på vandmiljøet med det formål at se, om der kunne være fælles fodslag for at lave en samlet og fokuseret indsats i forhold til spildevand”.

Svaret fra Lisbet Ogstrup, landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, lød således:

”Kære Nikolaj Schulz. Tak for din mail med invitation til at diskutere spildevand. Vi er opmærksomme på spildevandsområdet. Vi finder imidlertid ikke, at området giver anledning til at ændre det fokus på indsatsen i forhold til spildevand, som vi har. Vi vil derfor takke nej til jeres invitation”.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Deltag i debatten

Scroll til toppen