§3-losseplads må ikke renses

Regeringen vil forøge beskyttelsen af §3-arealer, men der er måske brug for at diskutere, hvad der er beskyttelsesværdig natur. Et dybt forurenet vandhul på Fyn er beskyttet natur, og landmanden må ikke pille ved affaldet

Kim Skou Rasmussen 2

Kim Skou Rasmussen løfter en gammel, krøllet plastikdunk op fra vandhullet. ”Bio Nurén” står der på det beskidte stykke plastik. Det er et længst forsvundet mærke af opvaskemiddel. Det blev solgt i slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne.

”Bé om Bio Nurén i Brugsen, så skal De bare se, hvad ren, blank opvask er…”, lød det i reklamen i medlemsbladet Samvirke i 1969. De to kroner og 98 øre var godt givet ud. Farverne er falmet på plastikdunken siden da, men det er den fra reklamen.

”Der er intet liv i vandhullet. Det er fuldstændigt renset for dyreliv og planteliv. Skulle der være det, så stikker det af nu, hvor olien kommer frem”, siger landmanden fra Nordfyns Kommune til Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside.

Vandhullet og en stribe af marken ved siden af blev fyldt op med husholdningsaffald og affald fra gamle biler for næsten 50 år siden. Dengang var det omkring fem gange så stort, men blev fyldt op med affald fra lokalsamfundet. Alle vandhuller over 100 m2 blev i 1992 §3-beskyttet. Det betyder, at man ikke må ændre på vandhullernes tilstand.

Kim Skou Rasmussen er 37 år og købte gården i 2006, så det er længe før hans tid, at affaldet blev smidt. Men de ældre på egnen har fortalt ham, at det var alle, der brugte vandhullet.

”De lokale siger, at kommunen også smed affald i vandhullet, og den lokale bilservice gjorde det samme. Det var hele området, der gjorde det”, siger han.

Flyttede gylletank

Dengang det blev hældt ud i naturen, var det fuldt lovligt. Tilbage i 1970’erne var der reelt ikke regler for, hvor man måtte dumpe affald, så kommunerne kørte ofte rundt i landskabet og ledte efter huller – især gamle grusgrave og mergelgrave, der er dybe. Disse var perfekte til kommunens affald. Der ligger titusinder af den slags nedgravede lossepladser rundt om i landet.

At lossepladsens status som §3-vandhul ikke er uden betydning fandt Kim Skou Rasmussen ud af, da han for nogle år siden ville udbygge sin gård med en gylletank. Det gav problemer, da kommunen var nervøs for, at han ville bygge for tæt på affaldsdyngerne. Vandhullet ligger omkring 100 meter fra den ene ende af hans gård. Derfor blev han nødt til at flytte en planlagt gylletank. Kommunen kunne ikke gøre noget, da det er en lovgivning, der ligger bag §3-områderne.

For Kim Skou Rasmussen virker det tosset.

”Man kan jo ikke sige, at her har vi beskyttet natur og ikke tage stilling til, om det er natur eller en losseplads”, siger han.

Han synes, at det er et eksempel på, at tingene bliver lavet ved et skrivebord langt væk fra den virkelighed, der møder almindelige mennesker.

Grønt vand

Hver sommer begynder vandet at blive grønt, og der kommer noget olielignende stads op. Alligevel bliver vandhullet anset som værdifuld natur og er §3-beskyttet. Det vil sige, at Kim Skou Rasmussen ikke må ændre på dets tilstand.

”Jeg må jo ikke bøje en gren af et træ, uden at jeg kan få en sag på halsen. Så jeg kan ikke engang gå over og rense op eller begynde at grave op”, forklarer han.

Kim Skou Rasmussen lægger plastikdunken tilbage blandt rustent metal og glasskår. Han må nemlig ikke fjerne den. Den og alt det andet husholdningsaffald er en del af det beskyttede vandhuls tilstand.

For et par år siden faldt vandspejlet kraftigt under sommertørken. Da dukkede der toppen af bilvrag frem, men køretøjerne og det andet affald er beskyttet og må ikke røres, mens det langsomt går i opløsning.

”Det er en tikkende bombe. Jeg aner ikke, hvad der er dernede”, forklarer landmanden.

Han frygter, at han kan komme til at stå med en regning for miljøsvineriet.

”Når jeg skal sælge engang, så ved jeg ikke, om jeg står med en stor regning. Det kan jo være ligesom med parcelhuse på forurenede grunde, der falder i værdi”, forklarer han.

Han synes dog ikke, at der ham, der bør betale for en oprensning.

”Det er en samfundsopgave. Det var politikerne, der lavede reglerne, så folk fulgte dem bare. De var ikke klogere dengang”, siger han.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst og foto)

Del:

Deltag i debatten

Scroll til toppen