Truet biodiversitet sikres ikke på men udenfor dyrkede marker

Et højt arealudbytte er afgørende for, at vi kan maksimere det areal, som vi kan tilsidesætte eller spare til andre formål som eksempelvis urørt natur, skriver geograf og biolog fra Tænketanken Frej

placeholder_164

Af Jeppe Å. Kristensen og Frederik Forsberg, geograf og biolog, Tænketanken Frej

Der er for alvor kommet blus under biodiversitetsdebatten herhjemme og rundtomkring i Europa.

Senest har regeringens støttepartier foreslået at lave en biodiversitetslov, som skal levere på naturområdet, hvad klimaloven håber at kunne levere på klimaområdet.

Men hvordan sikrer vi egentlig mere biodiversitet i Danmark? Først må vi forstå, hvad der menes med biodiversitet. Den mest udbredte definition er antallet af arter, altså diversiteten af arter fra planter over svampe til dyr, på et givent areal.

Det er derfor afgørende, hvilket areal man vælger at kigge på – en enkelt mark, en ådal eller et helt land. Hvad der kan give en høj diversitet på den enkelte mark, kan på nationalt niveau være trivielt, og derfor ikke nødvendigvis en biodiversitet, som man er villig til et bruge mange skattekroner på at sikre.

Kigger man på hele Danmark, har vi højtelskede arter, der hører hjemme i både det dyrkede landbrugsland og i halvnatur såsom heder, afgræssede enge og andre arealtyper, som kræver menneskelig indblanding.

Vi har dog også arter, der bedst trives i områder, som er urørt af mennesker. Den sidstnævnte gruppe indeholder langt de fleste af vores rødlistede arter, altså dem, der er så sjældne i Danmark, at de er udrydningstruede.

Derfor må vi gøre os klart, at den truede danske biodiversitet ikke sikres på, men udenfor de dyrkede marker.

Underskud på arealsparekontoen

Så mens der er en pointe i, at vi skal have både dyrkede arealer og halvnatur, hvor eksempelvis lærker og agerhøns nyder gode forhold, så må vi konstatere, at sådanne arealtyper allerede prioriteres i den danske naturforvaltning.

Til gengæld mangler vi urørt natur, som også kan gavne de allermest truede arter. Vi har med andre ord underskud på arealsparekontoen (land sparing).

Det betyder, at skal vi forhindre biodiversitetens frie fald i Danmark og globalt, bør vi sætte ind her. Kun ganske få procent af Danmarks areal kan i dag kategoriseres som egentlig beskyttet urørt natur.

Tilsidesættelse af arealer til “natur på naturens præmisser” kræver ikke blot en effektiv beskyttelse af vores eksisterende natur – en beskyttelse, som vi endnu ikke har i gældende lovgivning – men også en regulering, der sikrer effektiv udnyttelse på det resterende areal, som vi vælger at afsætte til skovbrug og landbrug.

En effektiv arealudnyttelse er med andre ord en forudsætning for, at vi overhovedet har arealer, som kan disponeres til natur.

Drastiske midler skal i brug efter høst

Det er naturligvis stadig vigtigt, hvordan vi opfører os på dyrkningsfladerne. Det kræver viden, omtanke og godt landmandskab.

Viden består til dels i implementering af ny teknologi. For nyligt viste forskere i danske markforsøg, at ny sensorteknologi kan spare op mod 76 procent af glyfosatforbruget i løbet af vækstsæsonen.

Man kommer dog ikke udenom, at man efter høst må tage drastiske midler i brug for at “nulstille” jordsystemet og gøre klar til den næste afgrøde.

Traditionelt har den mekaniske plov fået lov at gøre dette arbejde. En ekstremt brændstofintensiv maskinel bearbejdning af den tunge jord, som hverken er godt for klimaet eller de arter, der lever på marken.

I det økologiske jordbrug ser dette regnestykke endnu værre ud grundet de mange mekaniske tiltag i løbet af vækstsæsonen, nødvendiggjort af et frivilligt afkald på de kemiske redskaber i landmandens værktøjskasse.

Et billede, der desværre kun forstærkes, hvis man regner input ud per produceret landbrugsprodukt som eksempelvis areal- eller brændstofforbrug per kilo korn.

Konsekvensen er blandt andet, at der må bruges mere areal på produktionen – dermed ikke sagt, at produktionsarealet i Danmark stiger, men der vil unægteligt skulle bruges mere areal et eller andet sted i verden for at producere den samme mængde fødevarer.

Det kunne for eksempel være i et af de mange lande, som vi eksporterer vores landbrugsvarer til. Dermed bliver den ultimative konsekvens, at vi globalt set lægger beslag på mere plads til produktion og derfor har mindre areal at afgive til naturen, når afgrøderne ikke produceres mest optimalt – i hvert fald hvis forbruget af varetyper såsom kød, planter eller mælk antages at være proportionelt uændret.

Politikere efterspørger mere bæredygtige tiltag

Tillader man derimod sig selv at bruge alle landmandens værktøjer, åbnes en helt ny pallette af muligheder.

Naturligvis åbner det muligheden for business-as-usual med plov, pesticider, hvede og svin, som kører i ring i det uendelige, og som vi kun kender alt for godt.

Det er ikke en bæredygtig vej, og vores politikere og landbruget selv efterspørger tiltag, der kan skubbe os i en mere bæredygtig retning.

Bruger man redskaberne klogt, åbnes der for nye muligheder som for eksempel at lade ploven stå i maskinhuset efter høst og i stedet lade regnorme og andet kryb og kravl tage sig af jordbearbejdningen.

Men, for der er et men: Det kræver, at man er villig til at bruge den forkætrede glyfosatsprøjte som erstatning for ploven. Det kræver mod og masser af godt landmandskab, men har man ovenikøbet lidt kreativitet og overskud til at sammensætte en intelligent afgrøderotation og sikre permanent grønne marker, så kan man tilslutte sig den voksende skare af ambitiøse landmænd, der praktiserer conservation agriculture.

Denne dyrkningsform synes at have positive langtidseffekter for både klimaet og markens biodiversitet, omend vi må vente lidt endnu på de endelige forskningsmæssige konklusioner fra Danmark, når projektet Grønne marker, stærke rødder evalueres løbende i de kommende år.

Stil klare krav til landmænds dømmekraft

I et biodiversitets-perspektiv er det endnu vigtigere, at conservation agriculture har potentialet til at levere tilsvarende eller højere udbytter end konventionelt landbrug, men uden den intensive jordbehandling i form af pløjning og harvning.

Som nævnt er et højt arealudbytte afgørende for, at vi kan maksimere det areal, som vi kan tilsidesætte eller spare til andre formål som eksempelvis urørt natur. For vi må huske, at det er på sparekontoen, som vi skylder.

Skal vi for alvor højne de danske naturværdier, må vi derfor åbne hele værktøjskassen og stille klare krav og forventninger til vores landmænds kreativitet, sunde fornuft og dømmekraft. Kort sagt: Det gode landmandskab.

Så mangler vi blot at kombinere vores effektive produktion med en ligeså effektiv naturbeskyttelse, så det frigivne areal rent faktisk bliver til den varierede natur, som vi ønsker.

Den vigtige opgave ligger hos vores folkevalgte. Det er tid til at finde den grønne fyldepen frem.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev hos Altinget, dén version kan du læse HER. Tænketanken Frej har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Deltag i debatten

Scroll til toppen