Af Jørn Rasmussen, medlem af foreningen Fair Spildevand, Pileallé 5, 4760 Vordingborg
Jørgen Grønnegård Christensens forfatterskab er et godt værktøj at have i hånden til at genskabe respekten for ejendomsretten.
Professoren har igennem mange år analyseret dårligdomme i det danske statsapparat med skyldig hensyn til de udfordringer, det giver demokratiet.
Nyligt er udkommet bogen ”Når embedsmænd lovgiver”, hvor han er medforfatter.
Den underbygger det, som vi er mange, der har oplevet igennem den seneste menneskealder. Nemlig, at magten er flyttet fra de folkevalgte til embedsstanden.
En nøglekonklusion fra bogen: Fra 1990 til 2018 er der kommet omkring 200 flere love, hvilket svarer til en stigning på 21 procent. Imens er antallet af gældende bekendtgørelser vokset med flere end 2000. En stigning på 55 procent.
Interessefællesskab
Som et eksempel uddyber Grønnegård til DR1 primo april, at vi i 1973 fik den første rammelov i form af en miljøbeskyttelseslov.
Sidenhen har man udbygget miljøbeskyttelseslovens rammekarakter til nu at være én stor fuldmagtslov til miljøministeren.
Andetsteds beskriver Grønnegård, at der er en form for interessefællesskab mellem ministerier og interesseorganisationer.
Forstået på den måde, at ved udarbejdelse af bekendtgørelser og cirkulærer skal ministeriet rette sig efter den overordnede lov, men har også en interesse i, at den ikke møder for megen modstand overfor de interessegrupper, der bliver berørt af lovgivningen.
Hvis man ikke går for meget på akkord med hovedlovens intentioner, behøver der ikke at være noget odiøst over denne tilstand, men i modsat fald udfordres magtens tredeling og dermed folkestyret.
Men ikke mindst på miljøområdet har embedsværket tilsyneladende skelet mere til ønsker fra interesseorganisationer end at holde sig indenfor de rammer, som lovteksten udfærdiget af den lovgivende forsamling, muliggør.
Monopolagtigt
Men hvad står der så i loven? I 1991 blev der indenfor miljøområdet samlet 21 love i fire hovedlove: Lov om miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, planlægning og vandløb. Alene lov om miljøbeskyttelse skal her have opmærksomhed.
Mange fornuftige ting står faktisk skrevet i denne lov. De folkevalgtes intentioner med loven er yderligere udpenslet i bemærkninger til lovforslaget. Hvad der svarer til efterlevelse af proportionalitetsprincippet, er ret udpenslet og ”under alle omstændigheder bør det fremhæves, at krav om forureningsbegrænsning baseret på princippet om renere teknologi aldrig bør stilles som krav om anvendelse af en nærmere bestemt teknologi”. Hov, hvad skete der lige her? Mon ikke den monopolagtige teknologi, som myndighedernes samlede spildevandsbehandling hviler på, nu er kommet under kraftig anklage.
Fej for egen dør
Fair Spildevand har ved flere lejligheder rettet henvendelse til Danmarks Naturfredningsforening, DN, i forbindelse med de uhumske overløb fra offentlige kloaksystemer, om vi ikke kunne finde bedre og mere miljørigtige spildevandsløsninger.
Faktisk har vi også rakt hånden ud til drikkevands- og spildevandsselskabernes interesseorganisation Danva (Effektivt Landbrug 18.10. 2018).
Men ingen af dem har vist særlig interesse – tværtimod. Forklaringen er nok meget enkel. Både DN og Danva har været dybt involveret i landets nuværende spildevandsplanlægning. Samtidig har de aldrig holdt sig tilbage med at pege fingre ad landbruget som miljøsynder. Mon ikke de fremover hellere skulle koncentrere sig om at feje for egen dør? Som et kuriosum (Maskinbladet 5. april) foreslår Claus Vangsgård fra Danva nu, at der skal måles i vandløb for at finde ud af, om danske landmænd henter ulovlige pesticider i udlandet og bruger disse stoffer på landbrugsjorden. Bestyrelsesmedlem i Gefion, Jens Henrik Madsen, går i rette hermed og skriver blandt andet, at Danvas forehavende er at lægge røgslør ud for deres adfærd og gøre landbruget til problemet, så de kan fortsætte deres miljøskadelige virksomhed.
Danva er sammen med Danmarks Naturfredningsforening skyld i, at mange danskere er bange for at drikke vand fra vandhanen. Det har de råbt om i medierne i mange år. Det betyder så, at der er mange forbrugere, der køber drikkevand i en dårligere kvalitet end det i hanen – med en miljøpåvirkning til følge i forhold til plastflasker og transport.
Claus Vangsgård fra Danva taler således med to tunger, og organisationen skulle hellere bruge kræfterne på at feje for egen dør. At Danmarks Naturfredningsforening ikke har set dette, er mig en gåde.
Konklusion
Jørgen Grønnegård Christensen har på forskningsmæssig baggrund underbygget, hvordan det er gået til, lidt populært sagt, at embedsretten nu ofte overtrumfer ejendomsretten.
Hans og kollegaers forfatterskab er et godt værktøj at have i hånden til at afvæbne ”fjenden” og genskabe respekten for ejendomsretten, der – sammen med frie og uafhængige medier uden statsstøtte – er to vigtige betingelser for at sikre et sundt demokrati. I min verden de vigtigste.
Men samtidig vil jeg også påpege: Vi, der bliver slæbt i retten, skal have for øje at henvise til Grundlovens § 64: ”Dommere har i deres kald alene at rette sig efter loven”. Ved tvistigheder med myndigheder er det den lov og intentionerne bag, der har været behandlet tre gange i Folketinget inden vedtagelse, som dommeren først og fremmest må respektere og herefter bekendtgørelser, cirkulærer og regulativer.
Jeg har selv tænkt at gøre forsøget, når jeg om cirka tre uger sidder på anklagebænken.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i avisen Effektivt Landbrug, du kan læse avisens onlineudgave via linket HER. Skribenten er – udover at være medlem af Fair Spildevand – ligeledes medlem af Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
