Corona giver nyt perspektiv

Nej, den stabile fødevareforsyning skyldes ikke kun en stor indsats fra supermarkedskæderne og deres ansatte – understreger Maskinbladets chefredaktør

20180301baeredygtigt-personale044

Af Rasmus Dalsgaard, chefredaktør for Maskinbladet

I den almindelige politiske debat har der igennem flere år været mange, som har givet udtryk for, at landbrug i Danmark nærmest er et overflødigt erhverv – ja, der har i visse kredse udviklet sig en forestilling om, at landbruget nærmest er et skadeligt erhverv, som det vil være bedst for både økonomi og natur at slippe helt af med i den moderne udgave, som erhvervet har udviklet sig til.

Det er synspunkter, som har været særligt stærke i kredse på stenbroen, hvor man over en kop café latte er verdensmestre i at forestille sig en hel masse om sammenhænge i verden uden at være belastet af faktuel viden og praktisk erfaring.

Måske har nogen nu fået øjnene op?

Coronakrisen har dog i al sin gru betydet, at det er gået op for endnu flere, at en stabil fødevareproduktion er helt afgørende for et moderne samfund. Og mon ikke den skarpeste del af landbrugsmodstanderne nu erkender, at landbrugserhvervet spiller en helt central rolle i forsyningssikkerheden? Og at det er betryggende at være selvforsynende inden for landets grænser?

Desværre hjælpes erkendelsen ikke voldsomt på vej af politikerne, som på pressemøde efter pressemøde giver indtryk af, at en stabil fødevareforsyning skyldes en stor indsats fra supermarkedskæder og deres ansatte. I bedste fald ser vi en reportage fra et slagteri eller et mejeri, som i sandhed også yder en formidabel indsats.

Uden landmændene gik det ikke

Det er selvfølgelig også rigtigt, at fødevarevirksomhedernes ansatte og de ansatte i supermarkederne udgør centrale hjul i fødevareforsyningen til danskerne.

Men uden landbruget og de danske landmænd gik det ikke.

Inden fødevarerne når frem i butikkerne, er der ydet en stor indsats af primærproducenterne – og deres leverandører.

Uden smeden til at reparere foderanlægget eller landbrugsmaskinmekanikeren til at holde maskinerne kørende, gik det heller ikke.

Og grovvarevirksomhederne, som i forvejen står midt i en højsæson med forsyning af gødning og såsæd til mange tusinde bedrifter, skal samtidig sikre en stabil foderforsyning til dyrene.

Hvert eneste tandhjul er vigtigt

Ofte holdes hjulene i gang under vanskelige betingelser, fordi hele værdikæden er nødt til at tage en række forholdsregler for at forebygge smittespredning og beskytte et vitalt personale. Og samtidig har forbrugsmønstrene ændret sig fra den ene dag til den anden, så der har været behov for lynhurtige omstillinger af produktionen i mange fødevarevirksomheder.

Det burde nu være blevet synligt for de fleste, hvor vigtigt hvert eneste lille tandhjul i værdikæden er for at sikre os allesammen mad på bordet hver dag.

(Indlægget har også været bragt som leder i Maskinbladet, du kan se onlineudgaven via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

1 kommentar til “Corona giver nyt perspektiv”

  1. Gad vide hvad hr Rasmus Dalsgaard regner med at få ud af sin nedladende generalisering om byboere? Fedter han for arbejdsgiver med hans café latte og stenbro hentydninger.
    Det er svært at forestille sig at de der levere fødevare til byboere syntes at det er i orden at svine deres kunder til.

    Han fortsætter: “Og mon ikke den skarpeste del af landbrugsmodstanderne nu erkender, at landbrugserhvervet spiller en helt central rolle i forsyningssikkerheden?”

    De der først nu erkender landbrugserhvervet spiller en helt central rolle i forsyningssikkerheden hører slet ikke til blandt de skarpeste, så dem kan vi roligt se bort fra.
    Hvordan kan nogen forestille sig være landbrugsmodstandere! Hvad bliver det næste? modstander af vejrtrækning.

    Mon ikke hr Dalsgaard, forhåbentlig uforvarende, begår en reductio ad absurdum og ser modstand mod naturstridig industrialiseret kemi og medicinforbrugende produktionsformer som generel modstand mod fødevareproduktion.

    De seneste årtier har stadig flere forbrugere vist deres utilfredshed med den øgede mængde gift der spredes på markerne, og medicin der burde være reserveret mennesker, men i stedet i store mængder hældes i raske dyr der er spærret inde i tusindvis, i stalde der samtidig fungere som virus og bakterie udklækningsanstalter, udelukkende for at sænke kiloprisen marginalt.
    Der er intet håb om at hverken nutiden eller eftertiden nogensinde vil takke landbruget for at risikere den generelle sundhed til gengæld for noget så usselt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen