BL-direktør: Ufuldstændigt regnestykke om landbrugets CO2-udledning

Bliver klimaaftrykket bedre, hvis polakkerne skal producere kinesernes koteletter, spørger Hans Aarestrup

høst hvede august 19 - 7

Dansk landbrug udleder angiveligt mere CO2, når sojaimporten medtages – lyder det i landbrugspressen. Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup peger på manglende sammenhæng og logik i dén debat.

For naturligvis stiger klimaaftrykket, når sojaimporten fra Sydamerika medregnes – men hvad er alternativet?

”Det er virkelig et besynderligt regnestykke. Hvis vi skal gøre os håb om at reducere CO2-aftrykket, skal vi regne på en anden måde. Vi producerer jo her til lands grise med det laveste klimaaftryk, og meget af svinekødet eksporteres til Kina. Hvis ikke vi skal producere kinesernes mad, skal polakkerne eksempelvis gøre det – og så er det Polen med en i øvrigt meget højere CO2-udledning, der skal have importeret sojaskrå”, forklarer Hans Aarestrup.

Det er ifølge mediet Agriwatch en opgørelse fra Københavns Universitet om det korrigerede udledningstal fra dansk landbrug, der bl.a. har fået fødevareminister Mogens Jensen (S) til at reagere. Nu håber Hans Aarestrup, at Mogens Jensen dermed er blevet en stor fan af Landbrugspakken:

”Hvis der er noget, dén landbrugspakke kan, er det at øge proteinindholdet i dansk korn – så vi minimerer importen af sojaskrå fra Sydamerika. Hvis bare vi får lov til at gødske tilstrækkeligt, behøver vi ikke importere så meget soja”, lyder det fra Bæredygtigt Landbrugs direktør.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

(Ovenstående tekst er også sendt ud som pressemeddelelse. Du kan læse mere i Landbrugsavisens omtale af sagen HER).

2 kommentarer til “BL-direktør: Ufuldstændigt regnestykke om landbrugets CO2-udledning”

  1. Søren Fosberg

    Hvorfor køber kineserne ikke allerede polske grise allerede nu. Kan de ikke lide smagen? Er de for dyre?

  2. Kristian Jeppesen

    Det er sjov hvordan man regner CO2 ud .Hvis det er træflis så er CO2 udledningen der hvor træerne har groet og ikke hvor det brændes af Er det soja så er CO2 ikke hvor det har groet ,men hvor det bruges!

Deltag i debatten

Scroll til toppen