Skatteydernes penge er godt givet ud til Ryå

Det nytter at rense op, fastslår næstformanden for det lokale vandløbslaug i og omkring nordjysk å

carsten-søborg-til-hjemmeside

Af Carsten Søborg, næstformand for Jammerbugt Vandløbslaug, Tranumvej 22, Birkelse, 9440 Aabybro

Søren Rosenberg fra Danmarks Naturfredningsforening Jammerbugt har søndag et læserbrev i Nordjyske.

Han påstår, at det ikke hjælper at rense op i Ryå.

Det passer ikke.

Oprensning nedstrøms nødvendig

Oprensningen har virket, hvor den blev foretaget. Der skal nu renses op hele vejen til udløbet, så hjælper det også mellem Stavad Bro og Toftegårds Bro og i resten af vandløbet.

Vi kan konstatere, at det har virket særdeles godt med oprensning opstrøms. Fra omkring Grønborg bro og opstrøms er terrænkoten så høj, at der for 100 år siden blev bygget tæt på Ryå. Det var disse boliger, der var truet af oversvømmelser.

De blev reddet af oprensningen.

Nu mangler oprensningen nedstrøms. Der er nu behov for oprensning nedstrøms for Hvide Bro, især strækningen fra Aabybro til Hvide Bro, her møder vandet alt for stor modstand. Når der er stor modstand, så hæver vandspejlet sig op og giver oversvømmelser. Når vandløbet er renset op og fri for overvintrende grøde, så kan den samme vandmængde løbe i et lavere niveau, med mindre oversvømmelse. Det er det, der er behov for.

Klare tegn på behov for oprensning

Vandstandsloggerne i Ryå viste den 5. marts kl. 20.00 en vandstandsstigning fra udløb ved Limfjorden til Aabybro på 3,9 cm pr km vandløb og fra Aabybro til Hvide bro på 7,75 cm pr km vandløb. Det viser, at der mangler oprensning her.

Der er endnu en årsag til at rense op: Den øvre grundvandsstand er steget med 1 meter siden 1988, i dag er den 1,5 m under jordoverfladen mod tidligere 2,5 m. Det giver problemer mange steder, bl.a. ved den nye skole i Aabybro, med gulve der presses op af grundvand. Stigende vandstand i vandløb giver højere grundvand.

Vandmængden, der strømmer i Ryå, er steget med 25 %, så der er brug for at lave mere plads til vandet. Derimod rammer havets stigninger ikke så hårdt. I Nordjylland stiger havet ca. det halve af de forudsagte havstigninger, fordi det nordjyske terræn hæver sig.

Penge er godt givet ud

Der er god grund til at rense Ryå op – og der skal selvfølgelig renses og graves hele vejen til udløbet, for at det hjælper på hele åen – det koster skatteyderpenge – ja – men de er godt givet ud for at få tørre huse, veje, natur og marker. Det må selv en naturfredningsmand kunne forstå.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i avisen Nordjyske. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Del:

2 kommentarer til “Skatteydernes penge er godt givet ud til Ryå”

  1. Hvorfor er det skatteydernes penge der er givet godt ud?
    I vandløbsloven står der at det er de lodsejere der har nytte af en regulering der skal betale.
    Det man gjorde ved Ryaa var ikke en oprensning ; men en regulering.

Deltag i debatten

Scroll til toppen