Nu kan der renses op i vandløbene

Finansministerens lempelse af kommunernes anlægsloft vil forhåbentlig øge bestræbelserne på at undgå oversvømmelser - skriver Bæredygtigt Landbrugs direktør

Hans Arrestrup

Af Hans Aarestrup, direktør for Bæredygtigt Landbrug, Gisselbakken 1, 7000 Fredericia

Midt i den vanskelige tid er det en god nyhed, at finansminister Nicolai Wammen nu har givet kommunerne lov til at bruge flere penge.

Det bør betyde, at kommuner landet over sætter gang i den påkrævede vandløbsoprensning, så vandet kan løbe væk i bestræbelserne på at undgå oversvømmelser og ødelæggelser.

Finansministerens aftale med kommunerne skyldes, at der – som det hedder – skal holdes gang i hjulene. Hvis nogen er med til at holde gang i hjulene her i en krisetid, er det i dén grad fødevaresektoren. Den uhyggelige virus har om ikke andet bevist nødvendigheden af et stort og stærkt landbrugserhverv her til lands.

De værste oversvømmelser er nok overstået for denne gang, men hvis der ikke renses op, kan vi imødese en gentagelse med våde marker og kældre fyldt med vand næste efterår og vinter. Der er masser af gode eksempler rundt omkring i bl.a. Nørreå og Åkær Å i det jyske, Værebro Å på Sjælland samt i Nordfyns Kommune og på Lolland, hvor oprensning er med til at sikre afvanding.

Så det er bare at komme i gang!

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier, du kan eksempelvis læse teksten på www.randersidag.dk HER, Fredericiaavisens udgave HER, Maskinbladets udgave HER samt Effektivt Landbrugs onlineversion via linket HER).

Scroll to Top