Medieskævhed: De gode og de onde aktører…

Journalister gør forskel på de politiske organisationer i deres arbejde. Denne opdeling mellem ”de gode” og ”de onde” er en central årsag til, at medierne får slagside til venstre – skriver journalist på hjemmesiden Indblik.net

blok-og-kuglepen-bl

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Det var i 2017, at jeg for alvor forstod, der var en opdeling mellem ”de gode” og ”de onde” organisationer i mediebilledet.

Dette år var det en historie, at nogle af Venstres kandidater til kommunalvalget havde jobs i tobaksindustrien. Det var et moralsk problem, måtte vi forstå på Kræftens Bekæmpelse, og det var naturligvis helt fair at høre fra dem.

Men hov, nu vi er inde på det med dobbeltroller, hvad så med datidens folkevalgte politikere og kandidater, der samtidig havde en post i Kræftens Bekæmpelse? Problemet med dobbeltroller burde principielt være det samme, men det interesserede ikke journalister. Tobakslobbyen tilhører nemlig ”de onde”, og patientforeninger er ”de gode”. Derfor går man ikke lige hårdt til de to.

Det var omkring samme tid, Ditte Giese i Politiken leverede endnu et paradeeksempel på forskellen. Hun ville slå et slag for økologi under Coops meget omtalte øktober-kampagne, der blev kritisk modtaget hos landmænd:

”Jeg kan allerede nu mærke, at adskillige pressemedarbejdere fra landbrugs- og fødevareorganisationer vil sende mig vrede mails med emnelinjen ’langhåret hippiepis’ og måske endda tage en pause fra at bekrige Coops økotoberkampagne for at bekrige mig,” skrev Ditte Giese.

Jeg var en af de pressemedarbejdere og noget forundret. Giese troede, at vi ikke havde bedre at tage os til – eller hun ønskede, at andre skulle tro det? I samme tekst ser man, hvordan en undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening bliver loyalt gengivet. For der er forskel på organisationer i journalisternes optik. De gode og de onde. Det har jeg bidt mærke i siden.

Det gode og det onde

Hvem er ”de gode og de onde” blandt organisationer? Groft sagt: ”De gode” – det er ngo’erne. Det er typisk dem, hvor alle kan være medlemmer. ”De onde” er især interesseorganisationer som Bæredygtigt Landbrug, Cepos, Dansk Arbejdsgiverforening og andre, der repræsenterer erhvervslivet og dets interesser. Når det danske mediebillede har en slagside til det venstreorienterede, skyldes det i høj grad, at medierne går mere kritisk til de erhvervsvenlige end til f.eks. patientforeninger med ønske om flere offentlige penge.

Som regel er det mere subtilt end hos Ditte Giese. Et nyligt eksempel havde vi her i spalterne på Indblik.net, hvor TV MIDTVEST havde nævnt ”landbrugets lobbyister og naturens forkæmpere”. Danmarks Naturfredningsforening er naturligvis præcis så meget en lobbyorganisation som alle andre, men undgår altså dette prædikat. Måske tænkte journalisten ikke engang selv over det.

Det er ellers ikke en statshemmelighed, at vi taler om magtfulde organisationer, der er en kritisk pointe værd, f.eks. når en organisation som Ældre Sagen har flere medlemmer end de politiske partier tilsammen. POV International udnævner i sit portrætinterview Ældre Sagens formand, Bjarne Hastrup, til ’Danmarks mest magtfulde mand’. Alligevel kunne alt i interviewet lige så godt være skrevet af organisationens egen pressetjeneste.

I øvrigt: TV 2 NEWS understreger, at ’Bæredygtigt Landbrug’ (i citationstegn!) er en organisation, der arbejder for landmænds profit. Det er sandt, men ville TV 2 nogensinde understrege, at HK var en organisation, der arbejdede for kontorfolks profit?

De ædle motiver

Der kunne nævnes flere eksempler, men lad mig spørge læseren: Hvornår så vi sidst, at en journalist gik virkelig hårdt til Røde Kors, Mellemfolkeligt Samvirke, Sex & Samfund eller …? Læg gerne mærke til i fremtiden, hvordan journalister bruger en skabelon, der groft sagt går sådan her: Først spørger vi den ene politiker, så den anden, og så træder den rare mand fra X-foreningen ind.

Et typisk problem er, at den rare mand fra patientforeningen eller den grønne organisation indtræder i den journalistiske sammenhæng som uofficiel overdommer. Mere journalistisk-fagligt sagt: Han fremtræder uanfægtet, som om han var uvildig ekspert, når han i virkeligheden er partskilde lige så vel som en venstremand eller SF’er.

Kommer manden fra en af de ”gode” organisationer, så trækker hans uanfægtede pointer gerne i venstreorienteret retning. De vil nemlig typisk advokere til mere statslig støtte af hans arbejdsgivers mål, enten i form af penge eller andre indgreb over for borgere, virksomheder osv. En økologisk organisation vil altid ønske sig flere penge til økologi, en patientforening flere penge til sin patientgruppe osv.

Men de såkaldte gode organisationer har – og bruger – den fordel, at de tit har et grundformål, som intet menneske er uenig i. Alle ved, at cancer er noget forfærdeligt skidt, der kan ramme os alle, og i øvrigt et stort samfundsproblem. Derfor er det svært, også for ellers dygtige journalister, at se noget kritisabelt i den organisation, der bekæmper cancer.

Det skal imidlertid ikke være en undskyldning for journalister. At cancer er skrækkeligt, indebærer ikke logisk, at Kræftens Bekæmpelse er en uanfægtelig organisation. Samfundet har jo også andre hensyn at tage end til cancerpatienter (ligesom det heller ikke er sikkert, at alle cancerpatienter føler sig repræsenteret af Kræftens Bekæmpelse). På samme måde kan man sagtens holde af naturen, uden at man behøver stille sig ukritisk til naturfredning, der er et voldsomt indgreb i borgernes liv og privat ejendom. Og så videre.

Fakta: Hinsides godt og ondt

Ja, det har foreløbig været dystre konstateringer på fagets vegne, så lad mig slutte mere positivt af: Det er ikke alt sammen skidt. Der er små tegn på, at noget spændende og positivt er sket fra omkring 2017 og fremefter. Så småt – nogle steder. I december skrev DR Detektor den første rigtig kritiske historie om Danmarks Naturfredningsforening, som jeg har registreret fra den side. Ligesom Mandag Morgens Tjekdet er gået hårdt til Naturfredningsforeningens falske påstande.

Det ændrer ikke på, at tendensen med, at journalister forskelsbehandler ”de gode” og ”de onde”. Her kan man i helt bogstavelig forstand sige, at det er undtagelser, der bekræfter reglen. For hvem er det, som skriver tidens få kritiske historier om Naturfredningsforeningen?

Ja, det var såmænd journalister, som lavede faktatjek. En ny genre herhjemme, som er kendetegnet af, at den helt undgår at forholde sig til moral. Spørgsmålet for en faktatjekker er ikke, om noget er rigtigt eller forkert i moralsk forstand (godt eller ondt). En faktatjekker interesserer sig for, om noget er rent faktuelt rigtigt eller forkert.

Derfor var det nemmere for faktatjekkerne at abstrahere fra, hvad de personligt syntes godt om. Derfor blev faktatjekkerne undtagelsen, der bekræftede reglen, og derfor lykkedes det for dem, hvad andre journalister har så svært ved – at forholde sig lige kritisk til en magtfuld organisation som journalist, uanset om du personligt kan lide den eller ej.

Disse få gode takter ændrer ikke på den overordnede tendens, og det havde været mere betryggende, hvis der også var eksempler på kritiske artikler, der gik på Naturfredningsforeningens arbejde med naturfredning osv. og ikke kun omgangen med fakta. De artikler ser vi stadig ikke rigtig noget til.

Det er nu stadig en opmuntrende konstatering på baggrund af et stort og skævvridende problem. Måske faktatjekkernes bedrifter kan være spage første skridt mod en generel kritisk tilgang ude hos mainstreams politiske redaktioner, indtil de forstår, at gode, kritiske spørgsmål skal stilles hele vejen rundt. I givet fald vil meget være vundet, både for journalister og for offentligheden.

(Teksten har også været bragt som kommentar på hjemmesiden www.indblik.net – originalen kan du læse via linket HER. Skribenten er tidligere journalistpraktikant hos Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at indlægget gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Indblik.net sætter dagligt fokus på blandt andet det offentliges anvendelse af skatteborgernes penge, den enkelte borgers frihed i forhold til stat og kommune, årsagen til klimaforandringerne, det private erhvervsliv som selve grundlaget for velfærdsstaten – samt på målinger/følelser i relation til regulering af landbruget).

Scroll to Top