Det er vigtigt at markere sig

Dialog er i orden, men det er også nødvendigt at markere sig – selvom det træder andre over tæerne, mener Jørgen Brønd, som er nyt bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug

Jørgen Brønd

Jørgen Brønd tager en slurk af sin kaffe. Han er i gang med at fortælle om, hvorfor han gik fra den lokale landboforening og blev medlem af Bæredygtigt Landbrug.

Hans alvorlige ansigtsfolder står i kontrast til det farvestrålende legetøj i baggrunden. Vi sidder i børnerummet i den ene længe af gården Fuglsang ved Sejet sydøst for Horsens. Her bor Jørgen Brønd med sin kone Tina og deres fire børn. Han mener ikke, at den måde, som landboforeningen håndterede landbrugets problemer, var god nok.

”Man mente, at dialogens vej var den eneste farbare vej. Man måtte ikke markere sig på en måde, så modparten blev fornærmet over det. Det er forkert. For tit er det det, der skal til, for at tankevirksomheden kommer i gang. Det har BL bidraget med”, siger han og fortsætter:

”Når myndighederne satte nogle krav op, så anså man det for en sejr, bare man fik en lillebitte smule, selvom det måske var vildt urimeligt, det man arbejdede med”.

Han sidder i en gammel bluse og et par beskidte jeans, der fortæller, at han har været på arbejde. Der var ikke noget håndtryk til Bæredygtigt Landbrugs udsendte. Ikke af manglende høflighed, men det er corona-tider, og Tina er læge i Hornsyld, så her på matriklen er fagligheden i orden.

Corona er en virus, der giver en vis nervøsitet for Jørgen Brønd, som er svineproducent. Han købte gården i 1991 af sin far og har selv drevet den siden 1995. Indtil da arbejdede han for blandt andet DLG og Dansk Staldindustri.

På Fuglsang er der i dag 850 søer og en produktion på 30.000 smågrise om året. Desuden har han del i en svineproduktion i Rumænien. Selvom det er gode tider for svineproducenter, så kan det stoppe brat, hvis slagterierne må lukke ned på grund af coronavirus. Så det er en alvorlig situation for alle.

Svineproducenten er nyt medlem af bestyrelsen i Bæredygtigt Landbrug, men han meldte sig ind ikke længe efter, at foreningen blev stiftet. Han synes, at BL har opnået mange direkte resultater – som for eksempel den ekstra gødning, som følge af landbrugspakken – men også mange indirekte resultater.

”Jeg har været enormt glad for, at Bæredygtigt Landbrug har været her de seneste 10 år. Det har bidt de andre organisationer i haserne, så de har ændret deres adfærd”, siger Jørgen Brønd.

Han mener ikke, at der før var organisationer, der virkelig kæmpede landbrugets sag.

”Jeg følte ikke, der var lydhørhed i de generelle organisationer. De var belærende i stedet for at lytte. De hørte ikke efter, hvor det gjorde ondt på os”, siger han.

Det mener han, at Bæredygtigt Landbrug gør. Derfor vil han også gerne gøre en indsats i bestyrelsen.

”Når nogen vil lægge sig i selen, så skylder man også selv at gøre det og gøre en forskel”, forklarer Jørgen Brønd.

”Vi kan se på vores kvælstofsag, som har bidraget positivt på bundlinjen for os alle sammen. Det er ikke kommet for at blive, hvis vi ikke gør noget. Vi skal være på pletten hele tiden”, siger det nye bestyrelsesmedlem.

Han ser også klimaproblematikken som en meget afgørende sag for dansk landbrug i de kommende år. Men uanset hvad der er emnet, så er holdningen den samme hos Jørgen Brønd:

”Vi skal være fagligt godt klædt på hver eneste gang, vi udtaler os. Så længe vi er faglige, kan ingen komme efter os”.

Bæredygtigt Landbrug har fået i alt tre nye bestyrelsesmedlemmer efter generalforsamlingen i slutningen af februar. De to øvrige er Klaus Aage Bengtson, som du kan læse et lignende portræt af HER – samt Ann Louise Worsøe Jørgensen, som portrætteres i artiklen HER.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst og foto)

Scroll to Top