Proteinindholdet styrer sojaimporten

Takket være Landbrugspakken kan vi igen give planterne den næring, de har behov for – med det resultat, at vi faktisk ikke længere behøver så meget soja

20180301baeredygtigt-personale035

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

”Sydamerikanske skove ryddes for at fodre danske svin”, lyder det fra Danmarks Radio – med henvisning til danske grises opdræt på sojaskrå.

Jeg er helt enig i præmissen: At der ikke bør ryddes regnskov alene af hensyn til bl.a. dansk svineproduktion. Men virkeligheden er nu mere nuanceret:

Sojaen importeres jo for at skaffe protein til grisene. Og der er intet, vi landmænd hellere vil, end at optimere proteinet i de danske afgrøder, så importen minimeres. Derfor bør vi også have lov til at gødske efter ligevægtsprincippet – med et højere proteinindhold i kornet til følge.

Da planterne blev undergødsket herhjemme for få år siden, var proteinindholdet i eksempelvis hvede katastrofalt lavt. Faktisk blev det danske korn udelukket på verdensmarkederne på grund af for lavt proteinindhold. Takket være Landbrugspakken kan vi igen give planterne den næring, de har behov for – med det resultat, at vi faktisk ikke længere behøver så meget soja.

Lidt proportioner: Der produceres hvert år 300 mio. tons kød i verden, heraf 120 mio. tons svinekød. Under to mio. tons svinekød produceres her i Danmark.

Én ting er helt sikkert: Man kan ikke både være modstander af Landbrugspakken og samtidig kritisere dansk landbrug for rydningen af regnskoven – dét er dobbeltmoralsk!

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i en del medier, Effektivt Landbrugs version kan du se HER, mens Maskinbladets onlineudgave kan læses HER).

Del:

1 kommentar til “Proteinindholdet styrer sojaimporten”

  1. Citat: Faktisk blev det danske korn udelukket på verdensmarkederne på grund af for lavt proteinindhold. Citat slut.
    Det er muligt at hr Peter Bohsen Jensen stadig selv tror på den forbandede løgnehistorie men så er han en af meget få der er tilbage.

    Den er dementeret for 4 – 5 år siden af blandt andre Københavns Universitet, mølleribranchen, statistikker for udenrigshandel og en stribe enkeltpersoner med indgående kendskab til proteinindhold i korn, engros import og eksport af korn, videnskabsfolk o.s.v.

    https://ifro.ku.dk/debatindlaeg/debatindlaeg2016/er-dansk-kornkvalitet-rent-til-rotterne/.

    Det er ynkeligt at en forening der gerne vil give det indtryk at være viden og faktabaseret, og så udbasunere et bestyrelsesmedlem sin manglende realitetssans og lave informationsniveau.

Deltag i debatten

Scroll til toppen