Nyt § 3-forslag er ekspropriation og smager af randzoner (om igen)

Men randzonerne var i det mindste ledsaget af kompensation, hvorimod nyt forslag er helt uden erstatning. Miljøministeren forsøger dermed at skubbe grænsen for indgreb i den private ejendomsret – skriver Bæredygtigt Landbrugs chefjurist

20180301baeredygtigt-personale014

Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug

I 1992 trådte naturbeskyttelsesloven i kraft. Den betød bl.a. forbud mod opdyrkning af § 3-arealer (heder, moser, enge, m.v.).

Paragraf 3-arealerne fylder i størrelsesordenen cirka 440.000 hektar. Den nuværende § 3-ordning indebærer et forbud mod, at landmanden må lave tilstandsændringer. Det er min opfattelse, at allerede dette forbud er ekspropriation. Jeg skal ikke gå nøjere ind i denne diskussion men derimod forholde mig til et lovforslag, hvor høringen netop er afsluttet – forslaget indebærer et forbud mod jordbearbejdning, sprøjtning og gødskning på alle § 3-arealer.

Fuldstændigt forbud i støbeskeen

Miljøministeren har allerede indset, at forslaget er ekspropriation, idet forslaget indeholder en mulighed for at dispensere fra de nye regler, hvis indgrebet i det konkrete tilfælde er ekspropriativt. Nu er der imidlertid ret stor forskel på at opretholde den hidtidige drift som i dag og så et fuldstændigt forbud mod gødskning, sprøjtning og jordbearbejdning, som forslaget lægger op til. Den nuværende ordning giver trods alt ret til, at landmanden netop må sprøjte, gødske, tage slæt, pløje, m.v. – så længe landmanden i det enkelte tilfælde kan begrunde, at det har været den historiske drift på arealet.

Ifølge forslaget omfatter forbuddet cirka 37.000 hektar, arealer der i dag får op til cirka 5.800 tons gødning, svarende til cirka 157 kg N pr. hektar, eller cirka 1,5 % af den samlede gødningskvote og det samlede landbrugsareal!

Rammer gode landbrugsjorde

I realiteten rammer forbuddet i hovedsagen kulturengene. Disse kulturenge er i en landbrugsmæssig forstand velgødede humusfyldte jorde med god bonitet. Det er gode landbrugsjorde, som landmanden regner med i sin drift og i sin økonomi.

Der er dybest set ikke nogen forskel på § 3-forslaget og randzonerne – bortset fra at randzonerne trods alt var ledsaget af kompensation, mens det foreliggende forslag er uden erstatning. Ministeriet forsøger at skubbe grænsen for indgreb i den private ejendomsret – uden erstatning.

Så skulle man tro, at lovforslaget gav fuglefløjt og bedre miljø. Det plæderer man meget kortfattet for i lovforslaget, men det er et synspunkt uden bund i virkeligheden:

Illusion med mere afgræsning

De § 3-jorde, der gødes, sprøjtes og pløjes (med års mellemrum), er omfattet af § 3, netop fordi de er drevet på den måde, som de nu engang er historisk set. Hvis man ikke længere må drive § 3-jordene som i dag, ændrer man jo netop det karakteristiske for arealet. Dette er grundlæggende i strid med § 3-beskyttelsen.

Det er en illusion, at danske landmænd vil lade arealerne afgræsse mere, end tilfældet er i dag. Rigtig mange af de humusfyldte § 3-jorde vil derimod blive opgivet, fordi der ikke er driftsøkonomi i at lege naturpasser for Miljø- og Fødevareministeriet. En næringsrig jord, der opgives, vil springe i krat og skov, formentlig med relativt uinteressante arter. Med lidt held vil arealet vokse sig ud af § 3. Det er selvfølgelig fint for landmanden, men det synes ikke at give nogen positiv gevinst for naturen.

Ethvert indgreb mod enhver landmand, uanset hvor lille et areal vi snakker om, er ekspropriation – og hvis forslaget gennemføres, så skal staten have pengepungen op af lommen – i hvert eneste tilfælde.

Hvorfor ikke fredning?

Det er i øvrigt mærkværdigt, at man indfører forbuddet. Man har allerede fredningsregler, hvor arealer kan fredes uden landbrugsdrift eller med ekstensiv landbrugsdrift. En fredning er i sandhed mindre indgribende end det foreliggende forslag. En fredning udløser imidlertid bl.a. erstatning! Igen: Selvfølgelig er det foreliggende forslag ekspropriation – og formentlig ulovlig ekspropriation, fordi naturtilstanden i mange tilfælde vil blive forværret.

Ministeriet illustrerer, at man er fløjtende ligeglad med naturen, så længe det på papiret tager sig pænt ud. Og vigtigst af alt må papirtigeren ikke koste staten penge. Derimod skal danske landmænd bruge bunker af tid på at søge dispensation.

Klar til at gå rettens vej

Ministeriet er tilsyneladende så sikker i sin sag, at man ikke engang har gennemført en såkaldt strategisk miljøvurdering (SMV) af forslaget. Det er egentlig pudsigt, fordi forslaget ret oplagt er underlagt en sådan. Den retlige betydning af manglende SMV er ugyldighed.

Jeg håber, at miljøministeren får bondeanger med hensyn til dette forslag. Hvis ikke, så kommer Bæredygtigt Landbrug til at følge det her til dørs, også hvis det kræver, at vi skal gå rettens vej.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i landbrugspressen, du kan se Maskinbladets onlineudgave HER. Bæredygtigt Landbrug har netop afgivet høringssvar i sagen, og det høringssvar kan du læse via linket HER).

2 kommentarer til “Nyt § 3-forslag er ekspropriation og smager af randzoner (om igen)”

  1. Pingback: Venstre om nyt miljøpolitisk lovforslag: Tyveri ved højlys dag - Indblik.net

  2. Anne Sofie Jepsen

    Jeg er interesseret i at vide om det nye forbud også gælder skårlægning af græs til hø/wrap, eller om det stadigt vil være lovligt.

Deltag i debatten

Scroll til toppen