En god hvedemark optager CO2

Nej, hr. minister, hvededyrkning belaster ikke klimaet - skriver Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesmedlem Peter Bohsen Jensen

hvede-mejetærsker-sløret

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

Miljø- og Fødevareministeriet har sendt en pressemeddelelse ud om, at man nu vil begynde at udvikle et nyt værktøj, der kan beregne den enkelte gårds klimaaftryk.

Ministeriet burde begynde med sig selv. Man skriver således: Det kan være svært at vide, hvor meget… 25 hektar hvede egentlig belaster klimaet.

Nej, hr. minister – hvededyrkning belaster ikke klimaet. Det er et gode for klimaet.

En god hvedemark, hvor man høster 8,5 tons kerne, optager netto ca. 16.750 kg CO2 pr. hektar. En del optages i bladmassen, en del af rødderne.

I alt optager hveden ca. 39.500 kg CO2 pr. hektar – men for at regnestykket skal være retvisende, skal CO2-forbruget til dyrkning af marken trækkes fra. Det vil blandt andet sige brugt energi til traktorer og maskiner, såsæd, gødning og andre hjælpestoffer. Derudover skal fratrækkes lattergasproduktion fra marken (som jo er en meget væsentlig klimagas) samt CO2 fra kalkning.

Andre afgrøder vil optage tilsvarende mængder CO2, hvis de vel at mærke er dyrket intensivt. Sunde, store planter i god vækst optager mest og bidrager også bedst til den permanente kulstof(CO2)-lagring i jorden. De sunde planters store rødder kan simpelthen trække mest CO2 ned i jorden.

Det er vigtigt at understrege: Intensiveret, bæredygtig planteproduktion er et gode for klimaet.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier, du kan eksempelvis læse netudgaven i Horsens Folkeblad HER samt Maskinbladets version via linket HER).

Scroll to Top