Bonnesen: Polsk landbrugskommissær burde fyres!

Venstre-ordfører bryder sig ikke om udtalelser vedrørende dansk svineproduktion og har nu stillet spørgsmål til fødevareministeren

eu-flag

”Han burde fyres – men det ved jeg godt ikke er muligt!”

Sådan lyder det bramfrit fra Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen til Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside, efter at den polske EU-landbrugskommissær Janusz Wojciechowski forleden udtalte, at intensiv svineproduktion ikke er bæredygtig og skal begrænses. Polakken henviste oven i købet direkte til Danmark.

”Det er en fuldstændig uacceptabel udtalelse fra EU’s landbrugskommissær”, siger Erling Bonnesen.

”Den danske fødevareminister bør tage stærkt til genmæle overfor kommissæren og bede ham trække udtalelserne tilbage. Danske fødevarer er blandt de fødevarer, der produceres med de laveste miljø- og klimaaftryk, herunder den intensive danske svineproduktion”, understreger Venstre-manden.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) bliver derfor nu bedt om at forholde sig til landbrugskommissærens kontroversielle udtalelser og om at tage stilling til, hvorvidt ministeren er enig i polakkens udsagn. Mogens Jensen bliver af Erling Bonnesen også opfordret til at redegøre for sin generelle holdning til dansk svineproduktion – og den samfundsmæssige betydning af denne.

Mogens Jensen har – efter Erling Bonnesens udmelding om minister-spørgsmålene – taget afstand til den polske kommissærs udtalelser om dansk landbrug. Det sker i Landbrugsavisens omtale HER – hvor det bl.a. fremgår, at ministeren inden længe vil tage sig en “god snak” med polakken.

Du kan i øvrigt møde Erling Bonnesen, når Bæredygtigt Landbrug holder generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole i Horsens onsdag den 26. februar – du kan tilmelde dig generalforsamlingen via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

2 kommentarer til “Bonnesen: Polsk landbrugskommissær burde fyres!”

  1. Den polske EU – Landbrugskommissær Janusz Wojciechowski har jo fuldstændig ret i sin udtalelse . Den produktionsform som danske svinefabrikker udviser er på ingen måde Bæredygtig . Men det er der kun økologiske lendbrug der er . Og det er fremtiden for dansk Landbrug.

    1. Vagn den Godefokuserere

      I hvert fald er der stærke indikationer på at de storindustrielle svinefabrikker ikke er den gode forretning, Dansk landbrugs organisationer manipulerende forsøger at gøre den til. Og dyrevelfærden lader i hvert fald en masse tilbage at ønske. Alene dette at 9 millioner døde smågrise hvert år – 24.000 hver eneste dag året rundt – endda trods fixeringer – køres til destruktion siger jo noget om en landbrugsudvikling, der er kørt helt af sporet. Mht. bæredygtighed skal man være opmærksom på at ordet har en ældre/gammeldags betydning, som intet har at gøre med sustainability – men som i Bæredygtigt Landbrug – betyder profitabelt, levedygtigt, overskudsindbringende – og således kun omhandler økonomiske aspekt. Bæredygtig i nutidig/moderne sprogbrug handler også om natur, klima og miljø. I den kontekst indgår langt flere elementer så som klimaaftryk, CO2-iudledning, arealanvendelse til foderproduktion, brug af pesticider, plantegifte, kemikalier, tilladte og forbudte antibiotika, fældning af regnskov til dyrkning af soyabønner o.m.a. Og ud fra en betragtning, hvor samtlige elementer indregnes i forhold til på- og indvirkning på natur og miljø, har kommissæren uden tvivl ret. i det store perspektiv, hvor der IKKE KUN fokuseres på de snævre/snæversynede driftsøkonomiske forhold og landmandens driftsøkonomiske særinteresser, men på helheden i forhold til både natur, miljø og de overordnede samfundsinteresser nationalt og internationalt, herunder ikke mindst klimaet og udfordringerne i forhold til global opvarmning, befolkningsvækst m.m. er den intensive svineproduktion IKKE bæredygtig og IKKE en farbar vej fremad. Og jo før man får gjort op med den produktionsform, jo bedre – især for de kommende generationer, som vi ikke kan tillade os at efterlade de nuværende produktionsformer.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen