Vi skal måle – hverken modellere eller gætte

Nu bør paradigmeskift og udfordringsret på menuen – skriver Dansk Folkepartis landbrugs- og fødevareordfører

nyhedscover_fjorden_m_valmuer_

Af Lise Bech, landbrugs- og fødevareordfører (Dansk Folkeparti)

Regeringen fremrykker efterafgrøder for danske landmænd, og det var temaet for samrådet den 12. december 2019 – et samråd med bagkant. Jeg havde mange spørgsmål til fødevareministeren, som jeg ikke nåede at stille, men der er tid endnu.

Fødevareministeren omtalte et kvælstofudvalg. Fødevareministeren måtte da også lige konferere med sin medbragte embedsmand, før jeg langt om længe fik den forventede besked, at kvælstofudvalget vist nok var et tværministerielt udvalg, der skulle se “fremad”. Er erhvervet repræsenteret? Næppe. Her er noget, der skal kigges nærmere på.

Overdrevent fokus på landbruget

Ligesom en ny regering gennemgår finanserne, lige så sikkert er det, at en rød regering gennemgår miljøfinanserne, og der er et overdrevent fokus på landbrugets nitrat.

Jeg er ikke ekspert. Jeg anerkender, at nitrat selvfølgelig har en betydning. Men hvorfor skal vi hele tiden snakke tons, tons og atter tons (nitrat)? Det afgørende må vel være, at de (få) fjorde, der har det skidt, skal have det bedre – det er i hvert fald mit udgangspunkt.

Jeg vil gerne finde realistiske og lavpraktiske løsninger med udgangspunkt i den enkelte fjord – ikke med udgangspunkt i en uigennemskuelig model.

Utilfredsstillende svar

Det andet spørgsmål, jeg nåede at stille, var, at jeg som stolt fortaler for Landbrugspakken må henvise ministeren til, at han vel støtter op om udfordringsretten. Jovist gjorde han det, men det var ikke et tilfredsstillende svar, jeg fik.

Ministeren mener, at udfordringsretten både kræver vandføringstal, vandstandsmålinger og målinger af koncentration af nitrat. Det er altså ikke godt nok. Hvis man med målinger kan fjerne nogle dele af modellerne, så må det efter min opfattelse altså være godt nok. Efterhånden kan målinger jo erstatte hele modellen.

Lad os komme i gang og ikke standse gode initiativer med benspænd.

Garanti til danske landmænd

Kære landmænd: I skal vide, at Landbrugspakken, paradigmeskiftet og udfordringsretten er noget, jeg vil kæmpe for resten af denne valgperiode.

I første omgang vil jeg stille skarpt på udfordringsretten, og derfor har jeg stillet fødevareminister Mogens Jensen yderligere spørgsmål om netop dette emne, så må vi se, om svarene kalder på et samråd. Vi skal måle, hverken modellere eller gætte.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i bl.a. Effektivt Landbrug, dén udgave kan du se HER, samt i Maskinbladet, dén onlineversion kan du læse via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen