Sig tak til Kohberg

Landbrugspakken gør, at vi landmænd igen kan levere kvalitetskorn - men det er den nye regering ved at sætte over styr

Peter Rosendal med korn i forgrunden

Af Knud Jeppesen, moderne landmand, Tørringvej 30, Jelling

Stor tak til Kohberg, fordi de nu bager med dansk mel fra korn lavet på danske landmænds marker.

Som de siger: ”Dansk mel har en høj fødevaresikkerhed, fordi danske afgrøder og mel kontrolleres af de danske fødevaremyndigheder, som er meget grundige. Og så udledes der 20 % mindre CO2 pr. brød i forhold til brød bagt med mel fra udlandet”.

Sådan – respekt, Kohberg. Det er jeg da stolt af som moderne landmand. Endelig er vort korn igen blevet godt nok, efter at vi fik mere gødning sammen med landbrugspakken.

Makværk fra Slotsholmen

Så er det da superærgerligt, at den nye rødgrønne regering laver så mange forringelser, så hveden til mel bliver væsentligt ringere fremover. Tåbelige krav til efterafgrøder, der kun gror fra september til december, gør, at rigtig mange marker i det meste af Jylland og på Fyn nu skal ligge sorte hen om vinteren. Klimasjusk, så det basker. Nogle landmænd skal så 110 % af deres marker med efterafgrøder! Tænk, at ”embedsværket” ikke engang gider regne tingene efter, inden de sender sådan noget makværk ud. Måske der en dag også kommer et skattekort med en trækprocent på 110 %?

Så nu kan der ikke dyrkes så meget vinterbyg, rug, hvede. For de skal alle sås i september, og det kan jo ikke lade sig gøre, når regeringen forlanger efterafgrøder på de samme marker lige i de to måneder, vi skal så i. Vinterafgrøder vil stå og være grønne hele vinteren, suge lidt næring op, og straks når forårsvarmen kommer, starter de væksten og opsuger den næring, der evt. er tilbage. Og de sorte marker, som regeringen forlanger, vil først skulle sås med vårbyg i marts-april, og som med en nysået græsplæne varer det længe, inden den optager næring og suger CO2.

Undskyld Kohberg – på politikernes vegne – de ved ikke bedre. Men I skal vide, at landmandsfamilierne vil kæmpe indædt for at kunne blive ved med at levere proteinrigt korn til jeres danske melprojekt. Og jeg håber, forbrugerne bakker op om at købe brød hos Kohberg og andre, der bruger dansk mel.

Derfor ser du muligvis masser af traktorer på vejene

Så kære medborgere: Måske vil der i den nærmeste tid kunne opleves tidspunkter med mange traktorer på vejene, men det er ikke for at genere I andre trafikanter. Det er, fordi frustrerede landmænd er på vej til møde på deres traktor i stedet for i bilen. Så I kan se, at vi mener det, når vi siger, at vi kan simpelthen ikke leve med de nye regler. De er til skade for miljø, klima, jordens frugtbarhed og både landmandens og samfundets økonomi. I er altså med til at betale dette cirkus med skattekroner, og disse penge kunne bruges til flere varme hænder til både børn, syge og ældre. Lidt som da sygeplejerskerne og lærerne fik nok af, at der blev trukket overenskomster ned over hovedet på dem. Da var de også på gaden og sige, at ”nu er nok altså mere end nok”.

For grønne landmænd ønsker grønne vintermarker – røde politikere ønsker sorte vintermarker – hvad ønsker du?

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier, du kan eksempelvis læse versionen i Effektivt Landbrug HER samt udgaven i Vejle Amts Folkeblad via linket HER. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Del:

Deltag i debatten

Scroll til toppen