Naturfredningsforening retter ind

Zenia Stampe (R) brugte i tv-debat forkerte tal fra DN om fund af glyphosat. Nu har naturfredningsforeningen rettet det, efter at BL gik ind i sagen

DN2

De store ord var fremme, da Zenia Stampe den 13. januar i tv-programmet Deadline påstod, at der var fundet glyphosat i 234 drikkevandsboringer de seneste 10 år, og at hele 28,6 % af disse var over grænseværdien og var blevet lukket.

Det svarer til, at hele 67 boringer skulle være lukket på grund af glyphosat, der er det aktive stof i ukrudtsmidlet Roundup. Det stod i skærende kontrast til de tal, som studieværten Niels Krause-Kjær havde fremført, der var langt lavere.

Nej, der er ikke lukket boringer som følge af glyphosat

Derfor mente den radikale politiker, at kritikken af stoffet var berettiget og talte varmt for et forbud mod privates brug i første omgang. Et faktatjek lavet af Bæredygtigt Landbrug viste, at tallene kom fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) og var forkerte.

Der er ikke lukket boringer på grund af glyphosat i Danmark. Det viser en gennemgang af Jupiter-databasen, hvor analyseresultater fra boringer i Danmark samles. Faktisk den kilde, som DN selv henviste til.

Derfor henvendte Bæredygtigt Landbrug sig til Zenia Stampe og redaktionen på Deadline, hvilket du kan læse om HER.

DR2-programmet takkede høfligt for informationen, mens der ikke er kommet svar fra det radikale medlem af Folketinget. Alligevel er der nu ændret i teksten på DN’s hjemmeside.

Det kan du se HER.

Irrelevant for drikkevandsdebat

Nu henviser siden i stedet til bilagene til den seneste GRUMO-rapport. Her angives, at 108 ud af 1.806 boringer har haft fund af glyphosat. Der var 22 over kravværdien på 0,1 mikrogram. Her er det vigtigt at påpege, at dette ikke er drikkevandsboringer. Så tallet er irrelevant i forhold til drikkevandsdebatten.

Samtidig tæller man alle boringer, der blot en enkelt gang på 28 år har haft et fund af glyphosat. Så en boring, der i 1990 havde glyphosat i en prøve, og efterfølgende gentagne gange er testet til at være ren, vil fremstå som ”positiv”.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt de Radikale ændrer politik – som følge af, at Zenia Stampe nu er blevet klogere…

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top