Manglende målinger kan udløse erstatning

Hvis EU fik nys om de manglende målinger, er der betydelig risiko for, at Miljø- og Fødevareministeriet står foran en traktatkrænkelsessag, skriver Bæredygtigt Landbrugs chefjurist

nikolaj-portraet

Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug

Det er ifølge vandrammedirektivet pligtigt at foretage kemiske målinger for overfladevand.

Målinger, der i dag kun er gennemført i yderst begrænset omfang (cirka 0,5 %), men hvilken betydning har det?

Først lidt jura…

Udpegede vandområder har en målsætning om at komme i ”god tilstand”. I vandrammedirektivet er ”god overfladevandstilstand” i artikel 2, stk. 1, nr. 17, defineret som: ”[…]den tilstand et overfladevandområde har nået, når både dets økologiske tilstand og dets kemiske tilstand i det mindste er ’god’.[…]”.

Hvordan skal ”overfladevandstilstanden” så vurderes? Dette fremgår af vandrammedirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 17, der har følgende ordlyd: ”[…]det samlede udtryk for et overfladevandområdes tilstand bestemt ved enten vandområdets økologiske tilstand eller dets kemiske tilstand, alt efter hvilken der er ringest.[…]”.

Det er altså en indbygget betingelse, at der skal gennemføres biologiske undersøgelser og kemiske målinger. Hvis ikke kemien såvel som biologien er undersøgt, er det ikke muligt at vurdere overfladetilstanden. Det er selvsagt heller ikke muligt at vurdere, om overfladetilstanden er god eller dårlig.

Vi ved, at megen regulering bygger på modeller, men må man bruge modeller på at vurdere overfladetilstanden? Dette emne er uddybet i vejledningen til vandrammedirektivet (Guidance Document no. 19).

På side 14 i vejledning nr. 19 til vandrammedirektivet fremgår det, at modeller ikke kan anvendes på vandområder, hvor der er risiko for, at vandområdet ikke overholder målsætningen i vandrammedirektivet. Det gælder for rigtig mange vandområder i Danmark.

Hvad er konsekvensen af de manglende målinger?

Hvorfor mon målingerne ikke er gennemført? Det er der sikkert mange årsager til, men mon ikke en væsentlig del af forklaringen skyldes manglende finansiering? Herefter kan man jo spørge sig selv, om det er fornuftigt og rimeligt at udpege så store vandløbsstrækninger, når man allerede på forhånd kan forudsige, at der ikke er råd til at gennemføre de pligtige målinger. Svaret er selvfølgelig: NEJ!

Hvis de kemiske målinger viser, at det vil være hundedyrt at opnå god tilstand, så er konsekvensen, at vandområdet enten bør nedklassificeres som kunstigt eller stærkt modificeret – eller tages helt ud af vandplanerne.

De manglende målinger har derfor betydning for udpegningen, men har selvsagt også betydning for, om der i det hele taget bør gennemføres fysiske indsatser.

Hvad bør vandrådene gøre ved det?

Ifølge vejledningen forsøger ministeriet at afskære vandrådene fra at beskæftige sig med spildevand og kemiske målinger. Det er selvfølgelig absurd, når hverken udpegninger eller indsatser kan vurderes uden de pligtige kemiske målinger.

Vandrådsarbejdet bygger på et falsum, og vandrådene bør derfor som en del af anbefalingerne gøre opmærksom på, at der ikke må gennemføres indsatser, inden de pligtige målinger er på plads.

Kan blive en dyr affære for skatteborgerne

Det synes ret indlysende, at man bør begrænse vandplanerne til strækninger og områder, hvor man indenfor en uhyre kort årrække faktisk agter at gennemføre alle pligtige målinger og undersøgelser. I den forbindelse skal jeg ikke undlade at fremhæve, at DMU allerede tilbage i år 2004 angav, at det kun var 3 % af de danske vandløb, der var uberørte og dermed naturlige.

Hvis EU fik nys om de manglende målinger, er der betydelig risiko for, at Miljø- og Fødevareministeriet står foran en traktatkrænkelsessag.

Den forkerte og manglende implementering af vandrammedirektivet, altså de manglende målinger, rammer jo desværre danske landmænd. I det omfang, at de manglende målinger medfører økonomiske tab for danske landmænd, så er Miljø- og Fødevareministeriet erstatningsansvarlig. EU-Domstolen har allerede slået fast, at EU-retten under visse betingelser giver borgerne en ret til erstatning for skader, der forårsages af tilsidesættelse af EU-retten.

Hvor længe mon Miljø- og Fødevareministeriet vil leve med denne risiko?

Herudover er der det helt oplagte spørgsmål, om udpegning og særligt indsatserne er gyldige, når Miljø- og Fødevareministeriet bevidst ikke gennemfører de pligtige målinger for overfladevand. Dette må tiden vise, men meget taler for, at også her står Miljø- og Fødevareministeriet med en tilståelsessag.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Effektivt Landbrug, du kan læse avisens onlineversion HER – hvilket dog kræver abonnement).

1 kommentar til “Manglende målinger kan udløse erstatning”

  1. Renset spildevand har en højere massefylde end almindeligt ferskvand, fordi at kvælstofholdige ammoniumforbindelser har en massefylde på ca. 1250 kg/m3. Definitionen “overfladevand” kan være bevidst valgt, for at kommunerne skal se bort fra det skidt som kommer fra deres ansvarsområde. Ved spildevandsudledning i roligt vand holder de miljøfremmede stoffer sig ved bunden, men hurtig strømning giver opblanding. Det kan have været uønsket at se, fordi at det er en dansker, Mogens Henze der påstod at den såkaldte denitrifikationsproces fjerner det meste kvælstof fra spildevand, i 1990 udgav han en bog derom, som blev en salgssucces hos universiteter over hele verden.

Deltag i debatten

Scroll til toppen