Landmand til minister: Drop embedsmændene – og besøg den virkelige verden!

Lea Wermelin fik masser af input med fra mandagens møder i Sønderjylland - men lod ikke til at være synderligt påvirket...

fotoet-agerskov

Miljøminister Lea Wermelin (S) glemmer nok sent mandag den 6. januar 2020.

Først et hurtigt gå-forbi-træf med adskillige hundrede engagerede landmænd og næsten lige så mange traktorer til en demonstration foran Gråsten Landbrugsskole – og dernæst to mere “officielle” møder med et hav af fortrinsvis sønderjyske landmænd i henholdsvis Gråsten og Agerskov.

“Der er vi nok bare uenige”

Både LandboSyd og Sønderjysk Landboforening havde således inviteret til debat med miljøministeren.

Men hvis nogen troede, at de protesterende landmænds aktion op til det første debatmøde havde rokket ved den socialdemokratiske ministers holdning til bl.a. efterafgrøder og kvælstof-reduktioner, tog de grueligt fejl. Lea Wermelin talte godt nok om “så vidt muligt at samarbejde og spille sammen med landbruget” og i det hele taget “bygge bro” til erhvervet – men hun kom ikke landmændene i møde på ét eneste konkret punkt.

“Der er vi nok bare uenige”, lød formuleringen flere gange, da hun gled af på kritiske spørgsmål i de to forsamlinger.

Ingen kommentar til ufaglige vandplaner

Ikke engang LandboSyds chefrådgiver Helge Lorenzens grundige gennemgang af både uopnåelige og urealistiske målsætninger i vandplanerne – med Aabenraa Fjord som det medbragte eksempel – forholdt ministeren sig indholdsmæssigt til. Hun ville heller ikke overfor advokat Hans Sønderby Christensen bekræfte, at hun kan finde på at ændre politik, hvis det viser sig, at enkelte planer alligevel ingen positiv effekt har på miljøet.

Flere målinger af spildevand

På ét punkt gav hun landmændene en smule medhold, nemlig i forhold til spildevandsoverløb, som både Peter Rosendal og Knud Jeppesen fra Bæredygtigt Landbrug havde spurgt kritisk ind til – her gentog hun nemlig en tidligere udmelding om, at der bør måles oftere for spildevandsudledninger:

“Og I kan tro, jeg holder kommunerne i ørerne”, lød det fra Lea Wermelin – som dog samtidig flere gange fastslog, at landbruget må tage sin del af ansvaret for at kæmpe naturens, biodiversitetens og vandmiljøets sag, og at “denne regering jo er valgt på det grønneste mandat nogensinde”.

Miljøministeren havde på LandboSyd-mødet i Gråsten afsløret overfor de fremmødte landmænd, at hun er på tur hver mandag og så i øvrigt som hovedregel tilbringer resten af ugen på Slotsholmen i København. Det sker, måtte forsamlingen forstå, for denne ene dag om ugen at få et indtryk af virkelighedens verden.

Dét fik en landmand til at foreslå, at hun fremover bytter om på ugeprogrammet – og i stedet tilbringer én dag på Slotsholmen og resten af ugen ude i virkeligheden:

“Du burde lytte mere til dem i gummistøvler end til dem i jakkesæt. Og i øjeblikket ser jeg faktisk gerne, at I bruger mindre tid på lovgivning”, sagde landmanden – til stor morskab for samtlige fremmødte på Gråsten Landbrugsskole.

Stor debatlyst i Agerskov

På det efterfølgende aftenmøde i Agerskovhallen var der stor debatlyst hos landmændene om bl.a. kornets proteinindhold, plantebeskyttelsesmidler, oprensning af vandløb, debatten på de sociale medier samt Danmarks rolle som klimaduks.

Bemærkelsesværdigt nok var der til gengæld ikke ét eneste kritisk spørgsmål til Landbrug & Fødevarers samarbejdsaftale med Danmarks Naturfredningsforening vedrørende udtagning af landbrugsjord. DN-præsident Maria Reumert Gjerding – i dagens anledning præsenteret som “landbrugets alliancepartner” – slap således meget nådigt fra mødet med de flere end 600 landmænd i hallen. Også selv om hun og hendes forening gentagne gange uretmæssigt har hængt danske landmænd ud som forurenere.

Dog fik hun på puklen af Jens Peter Aggesen – æresmedlem af Bæredygtigt Landbrug – som beskyldte DN-præsidenten for ikke at være fagligt stærk nok:

“Lad nu være med at give dansk landbrug skylden for kvælstofniveauet i det danske havmiljø. Kun fem procent stammer fra Danmark. Hvis du ikke øger dit faglige niveau, ødelægger du dansk landbrug”, lød det fra Jens Peter Aggesen.

Du kan læse mere om mandagens traktor-demonstration i det sønderjyske i artiklen HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst og foto)

Scroll to Top