Landbrug – et positivt klimabidrag

Vi bør ikke kun tænke i reduktioner af CO2-reduktion men også i at sikre god dyrkningsjord, der kan bidrage positivt til klimaregnskabet, skriver et af Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesmedlemmer

byg i august 19 (2)

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

Klimaloven er vedtaget – i løbet af den næste tid skal den udmøntes i en klimahandlingsplan.

Det betyder, at lovens store visioner skal overføres til konkret handling. Det bliver meget svært at få enderne til at nå sammen – for det politiske Danmark har sat sig et mål om reduktion, ingen umiddelbart har løsningen på.

Landbruget er løsningen, ikke problemet

Derfor er det vigtigt at optimere alle positive bidrag. Vi skal ikke blot reducere. Her har landbruget meget at tilbyde. En intensivt dyrket afgrøde optager CO2 i både blade og rødder. Intensiv dyrkning hjælper også til at opbygge kulstof og dermed lagre CO2 i jorden. God og effektiv dræning bidrager positivt til denne proces. Klimaændringernes større nedbør stiller større krav til en effektiv dræning for at opretholde dyrkningssikkerheden. Derfor er øget dræning central.

Udtagning af lavbundsjord er et tveægget sværd. Dels er noget af denne lavbundsjord intensivt dyrket og bidrager dermed nu positivt til CO2-opsamling. Resultatet bliver modsat, hvis lavbundsjorden misligholdes ved manglende afvanding og efterfølgende oversvømmelse og forsumpning. Det fører til udledning af både fosfor og metangas.

Vandet skal ledes væk

Forslaget om at oversvømme 25.000 hektar ved Gudenåen i såkaldte forsinkelsesbassiner rammer derfor helt ved siden af – det vil være dårligere både for klima, miljø og områdets byer. Vandet skal ledes væk. Det sker, når man renser vandløbet op, og når man skærer grøden. Det har vi set mange steder, bl.a. ved Storå med tilløb til Gudenåen og i Værebro Å på Sjælland – selv i dette våde efterår.

Der skal tænkes i positive muligheder med effektive, omkostningssikre klimatiltag og samtidig ved at sikre god dyrkningsjord. Derved baner vi også vejen for eksport af klimaløsninger – i stedet for at sænke produktionen i Danmark. Det er på tide at komme i gang med positiv forskning, innovation og produktion – i stedet for at forsumpe i reduktioner.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier, du kan eksempelvis læse Fredericia Dagblads udgave HER samt Effektivt Landbrugs HER og Maskinbladets version HER).

Del:

1 kommentar til “Landbrug – et positivt klimabidrag”

  1. Det må bero på en misforståelse.
    Vandet skal ikke ledes væk af hensyn til klima, miljø og områdets byer.

    Vandet bliver ledt væk af hensyn til den foretagne dræning.
    Det er ikke en fordel at det går meget hurtigt, nøjagtigt som med lastbiler på motorvejen.

    Nedgravning af åer og kanaler har samtidig med øget hastighed tillige fjernet den gratis naturlige filtration af vandstrømmen som lave bredder leverer.

    Engels & Poggenburg’s stadig aktuelle rapportering fra 1989 udviser reduktion af E coli koncentrationen med over faktor 1000 på lavvandede åbredder.
    Det kan derfor desværre med rette hævdes at dræning har forringet vandkvaliteten.

    Betegnelsen positiv forskning hvor godt det end lyder skal nok forstås humoristisk.
    Alt anden end objektiv forskning er særdeles uvelkommen.
    Den herostratisk berømte kødrapport har allerede kostet et betragtelig tab af prestige for dansk fødevare eksport.
    Prestige er som muldlag, den kan bruges op.

Deltag i debatten

Scroll til toppen