Af Rasmus Dalsgaard, chefredaktør for Maskinbladet
Politik var i 1970’erne præget af naiv misundelse og brandbeskatning med et underliggende mål hos de ideologiske socialister om at nationalisere produktionsmidlerne. Resultatet var, at befolkningen blev forarmet, og hele samfundet med staten i førersædet kørte med ekspresfart mod afgrunden.
Man kan jo bare plukke ”de rige”
Datidens katastrofale økonomiske kurs er siden blevet stærkt genoprettet af en række regeringer med forskellig partifarve, men med en fælles forståelse for – på tværs af det politiske landskab – at en sund og ansvarlig økonomisk politik er grundlaget for hele vores velfærdssamfund.
Anker Jørgensens misregimente er i nogen grad blevet fortrængt af en underlig forherligelse af hans eftermæle. Denne fortrængning af hans katastrofale kurs giver desværre i dag grobund for de samme naive forestillinger om, at man kan løse alle samfundets udfordringer ved at plukke penge fra de såkaldte rige.
Misundelse driver værket
Drivkraften synes for den nuværende regering – ligesom på Anker Jørgensens tid – at være misundelse og en strategi om at tilgodese nogle grupper på bekostning af andre, som man ikke tøver med at brandbeskatte eller pålægge andre byrder – koste hvad det koste vil.
Og med et socialistisk folketingsflertal i ryggen kan regeringen desværre forfølge sin strategi og sende sheriffen fra Nottingham på rov ved bønder og borgere, som han skal fravriste enhver lille mønt, der ellers skulle have brødfødt en familie eller være brugt til forretningsudvikling eller næste års såsæd.
Udspekuleret ideologisk målsætning
Det er en meget kortsigtet strategi eksempelvis indirekte at slagte mange generationsskiftemodne virksomheder, som i de kommende år skulle tjene penge til vores velfærdsgoder.
Men foruden den mere naive tilgang til at tage penge fra nogle samfundsgrupper og forære dem til andre, ligger der utvivlsomt hos en kerne af politikere en mere udspekuleret ideologisk målsætning. Socialisme har stadig til mål at overtage produktionsmidlerne – og jorden – og det kan, hurtigere end vi aner, blive resultatet af regeringens mange benspænd over for landbruget.
Vi må aldrig kaste håndklædet i ringen
Der stilles krav til os, som pakkes ind i klima- eller miljøhensyn. Vi må ikke dyrke jorden i bestemte områder, og vi skal dyrke jorden efter bestemte retningslinjer, og nogle af vores arealer skal ikke længere dyrkes. Hvis vi til sidst kaster håndklædet i ringen, kan statsmagten komme til, og så kan vi få et lønmodtagerjob – eventuelt en stilling som kontrollør i afdelingen for meningsløse regler.
(Indlægget har også været bragt som leder i Maskinbladet, dén onlineversion kan du læse via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
