Hvorfor skal landbruget straffes, når kommunerne går fri?

Der er masser af kontrolinstanser i forhold til landmanden, men ingen i forhold til spildevandet - skriver Knud Jeppesen

Bæredygtigt Landbrug holder generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole med forskellige indledende oplæg.

Af Knud Jeppesen, moderne landmand, Tørringvej 30, Jelling

Hvert år tager Aarhus Universitet temperaturen på naturens og vandmiljøets tilstand med NOVANA-rapporten.

Den viser i år et lille fald i kvælstofudledningen fra landbruget. Det skal da vel fejres, tænkte jeg. Stabilt i 10 år og så med et lille fald – juhu. Men ugen inden luskede regeringen lige skrappere krav til landbruget ind i finansloven. ”I skal have endnu flere efterafgrøder allerede næste år”. Det var så takken. Lusk er lig med dårlig samvittighed.

Og selv om vi ikke bruger al den gødning, vores kvote ellers er regnet ud til (vist fordi den er regnet forkert ud), skal der sørme også sås efterafgrøder for at suge det gødning op, der stadig står i maskinhuset. Gad vide, om vi skal åbne lidt for sækkene, så det går nemmere med at suge det op. Og al hurlumhejen drejer sig om 1150 tons kvælstof. Det er ca. 0,5 kilo pr hektar landbrugsjord! Beregnet vel at mærke – og når nu miljøministeren siger, at deres beregninger omkring spildevand kan have en fejlmargin på 150-200 %, må det formodes at være det samme for kvælstof. Og en god græsmark bruger 400 kilo kvælstof pr hektar. Flot, at man på kontorerne kan regne ud, at så er der lige nøjagtig et halvt kilo kvælstof for meget med +/- 200 % nøjagtighed…

Utroligt at forbrugerne finder sig i det…

Spildevand? Nå jo, det hører også under miljøministeren. Men det er jo alle borgmestrene, der har ansvaret, så dem hænger man i hvert fald ikke ud i medierne. Jo mere de forurener miljøet, jo billigere er det for kommunen. De betaler kun afgift af det, de renser. Det overløb, de lukker direkte ud, er gratis! Også selvom forbrugerne betaler for at få renset ALT spildevandet. Utroligt, at forbrugerne finder sig i det!

Så i et år med rekordstor regnmængde især her i efteråret vil jeg som almindelig landmand skønne, at der måske er lavet mange flere og væsentlig større overløb af urenset spildevand direkte ud i vandløb og hav. De kaldes jo regnbetingede. Og der er 5000 tilladelser om året. Et overløb hver anden time! Tilladt, godkendt, administreret, kontrolleret – af kommunen selv. Uden at måle mængde, indhold eller giftighed. Ingen kontrolinstanser, som vi har massevis af i landbruget.

Mandagsfri udledning?

Hvad spildevandet angår, er der ikke nogen NOVANA-rapport, der fortæller det, vi andre sagtens kan regne ud. Der er da lukket kæmpe mængder lort direkte ud med al den regn. Landmænd skal så flere efterafgrøder, selv om vi lukker mindre kvælstof ud. Hvad skal kommunerne så gøre, når de lukker meget mere ud – bortset fra at de sparer en masse af de penge, som borgerne har betalt for rensningen?

Og bare de to store rensningsanlæg i København lukker 50.000 kubikmeter lort direkte ud en gang om ugen. Man må jo håbe, at de lukker det ud om mandagen, da har de nemlig tit fri på Christiansborg, så er de da ikke skyldige.

Ministeren siger, at det kun er 1-2 % af kvælstofudledningen, der stammer fra overløb. Men de samme NOVANA-rapporter, som vi reguleres efter, siger, at 10-11 % af kvælstoffet kommer fra punktkilder og ca. 35 % af fosformængden, som er den store synder i havmiljøet. Det er da vist mere end 200 % forkert beregnet.

Så kagen ikke feder…

Jamen, siger alle de kloge – ”det fortyndes, når det lukkes i havet”. Det gør vores halve kilo kvælstof vel også? Men de medicin-, hormon- og miljøfremmede stoffer, der er i spildevand og som flyder med ud, er vel stadig ude i havet. Hvorfor er der så mange colibakterier i fjordene, at det kan være livsfarligt at bade?

Det med at spildevandet fortyndes, svarer vel til at sige, at hvis du drikker godt med vand til, når du spiser lagkage, så feder kagen ikke.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Avisen Danmark – fællessektionen for dagbladene i mediekoncernen Jysk Fynske Medier A/S. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top