BL til minister: Selvfølgelig skal vandråd også se på spildevand

Bæredygtigt Landbrug gør miljøminister Lea Wermelin opmærksom på, at ministeriet for længst har indrømmet et utilstrækkeligt niveau af målinger

oversvoemmelse-1

De nye vandråd skal have både ret og pligt til at komme med anbefalinger om eksempelvis en indsats i forhold til forbedringer af spildevandsrensning – herunder om egentlige målinger for at få kendskab til problemets omfang.

Sådan lyder det i et åbent brev fra Bæredygtigt Landbrug til miljøminister Lea Wermelin (S). Bæredygtigt Landbrugs direktør reagerer således mod vejledningen for vandrådsarbejdet, hvor det hedder, at der skal fokuseres på den fysiske vandløbsindsats og ikke spildevand og/eller andre menneskelige påvirkninger.

Må man nu ikke forholde sig til virkeligheden?

”Der er tilsyneladende lagt op til, at vandrådene skal ud og se på virkeligheden – men ikke må forholde sig til den. Vi mener, at vandrådene skal være frit stillet til at komme med de anbefalinger, de ønsker, og som de vurderer er fagligt korrekte – altså også i forhold til f.eks. spildevand. Alt andet vil være horribelt og spild af vandrådenes tid”, lyder det fra Hans Aarestrup – som forudser konflikter, hvis ministeriet igen afviser at bruge vandrådene fuldt ud.

Bæredygtigt Landbrug mener fortsat, at alt for mange kunstige vandløb, der er lavet af hensyn til afvanding, aldrig vil komme i god økologisk tilstand, og at vandrådenes grundlæggende arbejde derfor bør bestå i at få disse vandløb ud af vandplanerne. Men ifølge interesseorganisationen er det helt evident, at ministeriet samtidig mangler et tilstrækkeligt overblik over den kemiske tilstand i vandløbene.

Danmark har ikke levet op til sine forpligtigelser

Det skyldes ifølge BL-bestyrelsesmedlem Peter Rosendal bl.a., at Danmark i mange år har undladt at foretage de målinger, der ellers er pligtige efter vandrammedirektivet:

”Dét har Miljø- og Fødevareministeriet selv tilstået. Og i dén forbindelse bør spildevand samt miljøfarlige og miljøfremmede stoffer særligt fremhæves som parametre, hvor der i dag foretages et helt utilstrækkeligt antal målinger”, forklarer Peter Rosendal.

Du kan læse Bæredygtigt Landbrugs henvendelse til miljøminister Lea Wermelin HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

(Teksten er også sendt som pressemeddelelse til landbrugspressen).

Scroll to Top