Svinetransportører rystet over endnu en ekstraregning fra regeringen

Det vil koste eksportører af levende dyr omkring 20 mio. kr., når kontrollen med dyretransporter ud af landet forlænges

peter-kiærs-smågrise

Regeringen har besluttet at forlænge kontrollen med dyretransporter ud af landet. Stramningerne skyldes ifølge Fødevarestyrelsen, at der gennem flere år har været problemer med at overholde reglerne blandt vognmænd og eksportører.

Formanden for SamMark – der repræsenterer transportørerne af levende dyr til udlandet – er rystet over de hævede milliongebyrer, der følger med beslutningen.

Rammer små erhvervsdrivende

”Vores medlemmer, som ofte er små erhvervsdrivende, har jo allerede lagt budgetter og indgået aftaler for næste år. De kan ikke pludselig stå med en ekstra regning på 20 mio. kr.”, siger Lisbet Hommelhoff til Maskinbladet.

Hun kalder det både uforståeligt og uanstændigt, at en sådan ekstra regning kommer helt uforudset – og undrer sig over, at myndighederne kan beslutte at hæve gebyrerne, inden ordningen er evalueret. Ifølge aftaleteksten skulle ordningen således have været evalueret inden nytår, men intet er sket. Myndighederne har altså ikke overholdt sin del af aftalen – hvilket Lisbet Hommelhoff kalder et demokratisk problem.

Kræver ministeren på banen

”Vi risikerer, at en række små virksomheder ikke kan betale og må dreje nøglen om. Jeg håber, at ministeren vil komme på banen i stedet for at forblive i flyverskjul”, lyder det fra SamMark-formanden.

Du kan læse hele artiklen i Maskinbladet HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top