Af Hans Aarestrup, direktør, og Jørgen Evald Jensen, faglig direktør, Bæredygtigt Landbrug
På et tidspunkt fastlagde man, at alle danske vandområder skulle opnå god økologisk tilstand.
For at nå dertil måtte den samlede udledning af kvælstof til vandmiljøet maksimalt være 42.000 tons. I 2015 blev tallet genberegnet, og en del af reduktionen blev tillagt vores nabolande. Hermed blev målet hævet til 44.700 tons. I Danmark har vi i 30 år haft fokus rettet 100 % mod kvælstof. Teorien er, at hvis man reducerer kvælstof tilstrækkeligt, så får man god økologisk kvalitet.
Uændret udledning – trods kvoter og landbrugspakke
Udledningen er med gennemførelse af de første vandmiljøplaner faldet med ca. 50 % frem til omkring 2007/2008. Herefter har det bare vist sig umuligt at sænke udledningen yderligere, de seneste mindst 10 år har status været stort set uændret. Det vil sige, at de reducerede kvælstofkvoter med 15-20 % ikke har sænket udledningen, og at Landbrugspakken til gengæld heller ikke har øget udledningen.
I 2018 var udledningen af kvælstof 58.000 tons, når man korrigerer for nedbørsvariationen, og altså cirka det samme som i årene før. Ministrene stamper imidlertid i jorden og siger, at det skal gøres bedre, så vi fremrykker et krav om yderligere efterafgrøder. Landbruget skal præstere. Landbruget vil sådan set gerne præstere og har længe forsøgt at få gang i et af de kollektive virkemidler, nemlig minivådområder, men ministerens egen styrelse kan slet ikke finde ud af at få gang i godkendelserne, så det står helt i stampe.
Med regnearkene til hjælp
Nu forlanger ministeren så, at landbruget skal etablere et par hundredetusind hektar ekstra efterafgrøder, og det skal være straks! Nu kunne vi vælge at sige, at det kan vi ikke på grund af IT-problemer, men det ved vi godt kun er en undskyldning, som styrelserne må bruge…
Målet er imidlertid stadig 44.700 tons, så derfor har vi sat os ned og regnet på, hvordan vi kommer videre. Sådan helt lavpraktisk med et regneark, hvor vi kigger på: Hvad er status, og hvad nu? Vi har også tilladt os at forholde os til, om det virker i praksis – og forudsat, at kvælstof, som er fjernet af en efterafgrøde, ikke kan fjernes en gang mere i et minivådområde.
Sig fra – hvis det ikke virker!
Vi mener, landbruget skal sige fra overfor de ting, der ikke virker i stedet for at holde skåltaler og rose hinanden for en indsats uden effekt. På den måde bevarer vi da i det mindste vores troværdighed og selvrespekt.
Når man angriber det på den måde, kommer man frem til, at vi måske kan skrælle yderligere et par tusind tons af ved tiltag på dyrkningsfladen, men så er det også slut med det. Det eneste virkemiddel, der er tilbage på dyrkningsfladen, er braklægning. Det kommer til at koste mange penge og er uden sammenligning det dummeste, man kan gøre i forhold til klimaet, da den manglende produktion af biomasse får betydning for optagelsen af CO2. At det også vil forkrøble landbruget og dansk økonomi er sikkert, men det er ikke argumenter, der tæller i bogen, så længe økonomien har det så godt, som den har det i Danmark.
De ekstra eftergrøder, der nu er besluttet, vil allerede medføre meget dyre forskydninger af sædskiftet. Når vintersæd med højt udbytte skal erstattes af vårsæd med lavere udbytter for at få plads i sædskiftet til efterafgrøder, betyder det ikke kun store økonomiske tab. Regnestykket på kvælstofoptag af efterafgrøden bliver også galt, da man jo mister det efterårsoptag af N, som den erstattede vintersæd jo selvsagt ikke længere har. Bliver etableringen af efterafgrøderne ikke optimal, går regnestykket i nul, eller bliver i værste fald negativ, hvis etableringen af efterafgrøden driller på grund af vejret, som vi har set masser af eksempler på. Det er derfor kun forøgelse af efterafgrødearealet op til det, der er plads til i sædskiftet, som har fuldt effekt. En yderligere forøgelse kan i værste fald give større udledning.
Vanskeligt med kollektive virkemidler
At etablere kollektive virkemidler har vist sig temmelig meget mere vanskeligt end planlagt. Realistisk set kommer vi måske i mål inden 2027 med det, der var planlagt til 2021. Det forudsætter endda, at det skal gå rigtig godt. Det giver jo så også den udfordring, at disse virkemidler herefter har et opland på over 1 mio. ha. På de arealer fjerner man så en del af virkningen fra efterafgrøderne, da effekten af efterafgrøder og kollektive virkemidler ikke kan adderes. Det har jo i øvrigt også vist sig svært at finde velegnede steder til minivådområder, fordi drænvandet i forvejen er for rent til at få en god effekt af minivådområdet.
At øge det økologiske areal giver i bedste fald en nul-effekt. I Sverige er der sågar påvist en forøgelse i udledningen efter omlægning til økologi. Dertil kommer, at økologiske bedrifter ikke har krav om etablering af målrettede efterafgrøder, hvilket helt grotesk betyder yderligere krav på de konventionelle bedrifter i de oplande.
Braklægning af en tredjedel af jorden
En hurtig beregning viser, at skal vi nå ned på 44.700 tons, skal der braklægges ca. 30 % afhængig af det dyrkede areal. Aarhus Universitet har i sommer begået en artikel, der dokumenterer dette. Konklusionen her er mellem 23 % og 36 %, afhængigt af hvordan man udvælger sine brakarealer. Artiklens titel er “Targeted set-aside: Benefits from reduced nitrogen loading in Danish aquatic environments”.
Vi må sætte vores lid til, at de baselineberegninger og tilpasning af modellerne, der foregår lige nu, resulterer i, at vi får det hele justeret ind, så praktik og teori kommer til at passe sammen. Et plaster på såret kunne være, at man i det mindste bruger den viden, man har – således at tidligt såede vinterafgrøder kan erstatte efterafgrøder én til én – og ikke én til fire.
Man kan under alle omstændigheder ikke bøje naturlovene, uanset hvilken partifarve man har. Jo tættere man kommer på deadline for målopfyldelse, jo tydeligere bliver det, at sigtelinjerne er forkerte.
