Nej, grundvand og drikkevand trues ikke af konventionelle pesticider!

Regeringen arbejder uden dybere omtanke på at forøge arealet med økologisk jordbrug – men er åbenbart ikke opmærksom på, at det økologiske jordbrug kan skade vandmiljøet og grundvandet langt mere end det konventionelle jordbrug, skriver kronikør

byg

Miljøminister Lea Wermelin (S) vil udvide kontrollen af dansk grundvand og drikkevand fra 40 til 400 pesticidrester. Dansk grundvand og drikkevand er imidlertid truet af langt værre forureninger, som miljøministeren tilsyneladende endnu ikke har fået fokus på.

Sådan lyder det fra hortonom Finn Okkels i en kronik i Grovvare-Nyt. Her fortæller han bl.a., at vilde planter og nogle afgrøder forurener med meget skadelige stoffer – og at kløver og hestebønner eksempelvis producerer samme type klorerede pesticider, som miljømyndighederne har forbudt.

Økologi gør det ikke bedre

”Regeringen og vandværkerne kan blive involveret i en meget alvorlig forurening af drikkevandet og fødevarerne med stærkt kræftfremkaldende og sundhedsskadelige stoffer, når det nu er på tale, at jorden omkring vandboringerne ikke må dyrkes, eller at jorden skal dyrkes økologisk”, lyder det fra Finn Okkels i kronikken.

”Regeringen arbejder uden dybere omtanke på at forøge arealet med økologisk jordbrug, men er åbenbart ikke opmærksom på, at det økologiske jordbrug kan skade vandmiljøet og grundvandet langt mere end det konventionelle jordbrug – selv indenfor pesticidområdet. En af årsagerne er, at det økologiske jordbrug er baseret på massiv dyrkning af afgrøder af bælgplanter i mængder, der langt overgår niveauet i naturen og i det konventionelle jordbrug”, tilføjer han.

Mange års erfaring på området

Finn Okkels er tidligere forskningsleder hos Danisco Biotechnology samt forskningsdirektør i DLF-Trifolium og nuværende direktør i Actabio, der arbejder med planteforædling og udvikling af vilde danske plantearter til nye dyrkede afgrøder samt rådgivning om udvikling af naturlige helsekostprodukter, bioteknologiske projekter og nye naturlige farvestoffer samt for EU-Kommissionen med flere indenfor forskning.

Hortonomen har i årevis beskæftiget sig med planternes indholdsstoffer – og påpeget, hvordan offentlige pesticid-overvågningsprogrammer blot afdækker forekomst af mikromængder af helt uskadelige stoffer – mens befolkningen udsættes for stærkt kræftfremkaldende naturstoffer, som der ikke er styr på overvågningen af.

”Det er regeringens ansvar, at der kommer styr på forureningen med de ekstremt sundhedsskadelige naturstoffer!”, skriver Finn Okkels i Grovvare-Nyt-kronikken – som du kan læse via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top