Kun slagterierne kan sikre, at slagtesvin bliver i Danmark

Der bygges først stalde, når svineproducenten tror på, at slagteriets pris ikke er en døgnflue, og hvis byggeriet kan finansieres – lyder det efter socialdemokratisk kritik af dyretransport

Formand for Danske Svineproducenter

Af Kim Heiselberg, Tarm, formand for Danske Svineproducenter

Folketingsmedlem Anders Kronborg (S) hævder i Avisen Danmark 27. oktober, at eksporten af danske smågrise er skyld i tab af arbejdspladser på slagterierne. Umiddelbart kan det se sådan ud, men spørgsmålet er, hvad der er hønen og ægget.

Den danske eksport af smågrise er et barn af en årrække af ringe økonomi i dansk slagtesvineproduktion. Det skyldes bl.a. strammere danske regler omkring miljø og dyrevelfærd end i andre EU-lande, samt det faktum, at slagterierne ikke har været i stand til at give en pris, som var konkurrencedygtig i EU. Som bekendt er det altså ikke nok at konstatere, at Holberg-figuren Jeppe drikker, men nødvendigt at spørge, hvorfor Jeppe drikker.

Ikke så mange nye stalde som ønsket

Vi anerkender, at der i de senere år har været en øget politisk bevågenhed på Christiansborg omkring, at danske afgifter og rigide særregler har lavet benspænd for dansk slagtesvineproduktion. Og der er vist velvillighed i form af tilskud til byggeri af nye slagtesvinestalde.

Men samtidig er den danske pris for slagtesvin ikke fulgt med priserne i udlandet, og derfor er der ikke blevet bygget så mange slagtesvinestalde, som vi kunne ønske os. Derfor har smågrise fortsat deres rejse derhen, hvor prisen er bedst. Så selvom Anders Kronborg ønsker at flytte flere grise fra eksport til slagterierne ”i samarbejde med landmand og slagterimedarbejdere”, så gøres det ikke uden en meget vigtig part, nemlig slagterierne.

Det er alene slagterierne, der kan sikre en varig konkurrencedygtig pris for slagtesvin, som er afgørende for at vende trenden. Vi anerkender, at prisen på slagtesvin er øget på det seneste, og at den endda lige nu – for første gang i meget lang tid – ligger over den tyske. Pilen peger altså endelig i den rigtige retning. Men husk, at ting ikke ændres ”overnight”, og at der aktuelt ikke er kapacitet til ret mange flere slagtesvin.

Ringe tiltro til erhvervet i finansieringssektoren

Der skal først bygges stalde. Det sker, når svineproducenten tror på, at slagteriets pris ikke er en døgnflue, og hvis byggeriet kan finansieres. Det sidste er desværre ganske svært i dagens Denmark, blandt andet på grund af en blanding af ringe tiltro til erhvervet i finansieringssektoren, der samtidig har en statspålagt pligt til at polstre sig.

Endelig har slagterierne p.t. ikke kapacitet til at slagte samme mængde smågrise, som eksporteres. Et kvalificeret gæt er, at slagterierne måske har kapacitet til at slagte yderligere fire millioner grise.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i de dagblade, der omfattes af mediekoncernen Jysk Fynske Medier A/S. Du kan læse versionen i JydskeVestkysten HER. Skribenten har sagt god for, at teksten ligeledes gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen