Retten skal tage stilling: Er en landmand ansvarlig for ”Guds handlinger”?

Landmand Peter Eliassen sagsøger nu med Bæredygtigt Landbrugs hjælp Landbrugsstyrelsen

20180301baeredygtigt-personale014

Medlem af Bæredygtigt Landbrug, Peter Eliassen fra Thy, har fået nok og stævner nu Landbrugsstyrelsen i en sag om støttetræk.

”Det kan ikke være rigtigt, at man som landmand kan trækkes i landbrugsstøtte, fordi ens MFO-efterafgrøder ikke vokser frem på en måde, som Landbrugsstyrelsen forestiller sig. Det er helt uspiseligt, at landmanden gøres ansvarlig for det hændelige – vind og vejr er jo an act of God – og landmanden skal ikke gøres ansvarlig for guds handlinger”, lyder det fra Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug – der har hjulpet med stævningen.

Såede i god tid inden fristen

Landmand Peter Eliassen såede MFO-efterafgrøder – en blanding af olieræddike og honningurt – i god tid den 10. august 2017 inden såfristens udløb den 20. august. Den 22. september fik han kontrol af Landbrugsstyrelsen, der underkendte de fleste MFO-efterafgrødearealer. Konsekvensen blev et træk i størrelsesordenen 2/3 af arealet.

En hel del sager bør genoptages

Sagen blev af Bæredygtigt Landbrug påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet. I sommeren 2019 fik Peter Eliassen brev fra klagenævnet om, at sagen måske først kan afsluttes så sent som i år 2022. Derfor har Bæredygtigt Landbrug og Peter Eliassen nu valgt at stævne Landbrugsstyrelsen med påstand om, at styrelsens afgørelse er ugyldig.

”Denne sag er uhyre vigtig, fordi vi ikke kan acceptere, at man som landmand sår de rigtige MFO-efterafgrøder indenfor fristen – og så alligevel skal frygte et betydeligt økonomisk tab. Min forventning er, at Landbrugsstyrelsen kommer til at genoptage en del sager, hvis vi får medhold i denne sag”, siger Nikolaj Schulz.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

(Ovenstående er også sendt ud som pressemeddelelse til landbrugspressen – du kan læse Effektivt Landbrugs dækning af stævningen HER, og HER kan du se Maskinbladets artikel om samme sag).

Scroll to Top