Hvad sker dog i Lille Vildmose?

Lodsejerne i området bliver ved med at kræve deres ret – og alle skal vide, at de lodsejere ikke står alene, lyder det fra Bæredygtigt Landbrugs formand

amg-4

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

En gruppe lodsejere omkring Lille Vildmose er oprørte over den behandling, de har fået af Aalborg Kommune i forbindelse med, at kommunen arbejder på at etablere et EU-støttet Life-projekt i Lille Vildmose.

Projektet betyder, at en stor del af jorden skal gå fra at være betegnet som hhv. landbrugsjord, tør eng og fugtig eng til at blive vanddækket, sump og våd eng.

Ingen aftale med kommunen

Lodsejerne protesterer bl.a., fordi de hverken er sikret en rimelig erstatning, vejadgang til deres tilbageværende jorde eller mulighed for, at deres dyr kan afgræsse jorden. De har ingen aftale med kommunen om, at kommunen kan trænge ind på deres private ejendom.

Alligevel har kommunen sat arbejdet i gang.

Der er tale om en meget sårbar højmose. Der er tale om §3-arealer. Det vil sige beskyttet natur, der anvendes som vedvarende græsarealer, hvortil der søges EU-tilskud. Der er tale om arealer, hvor lodsejerne har fået garanti for, at de fortsat kan afgræsse, så mosens tilstand kan opretholdes.

En række kommunale overgreb

Alligevel er følgende sket på lodsejernes private ejendom, der altså er sårbar højmose og §3:

  • Kommunen har skrabet græs og muldlaget af jorden i 15 cm dybde på et kæmpe område og dermed totalødelagt en del af den beskyttede mose.
  • Kommunen har fjernet jord.
  • Kommunen har fyldt grøfter op med træ, jord og hegnspæle.
  • Kommunen har kørt over marker på privat ejendom.
  • Kommunen har væltet hegn (sat op med EU-tilskud).
  • Kommunen har fjernet bevoksning i form af læhegn.
  • Kommunen har sat et stort nyt elg-hegn op.
  • Kommunen har kørt med maskiner på privat vej uden tilladelse og på trods af politipåbud.
  • Kommunen har lukket for grøfter og dræn.
  • Kommunen udfører arbejdet uden lovhjemmel under stærk politibeskyttelse.
  • Kommunen sætter under politibeskyttelse hegn op, der forhindrer lodsejerne adgang til egen jord.

Lodsejerne har protesteret og har ikke givet tilladelse til, at arbejdet foregår på deres jord. De har ikke kunnet få en dialog med Aalborg Kommune.

Ingen har på noget tidspunkt vist en lovhjemmel, der kunne give tilladelse til, at der arbejdes på privat ejendom.

Er det her et retssamfund?

Det er et kæmpe problem, at en kommune ikke har respekt for en højmose og naturbeskyttede §3-områder.

Det er et kæmpe problem, at en kommune ikke respekterer den private ejendomsret, hvis Danmark fortsat skal kaldes et retssamfund.

Det er et kæmpe problem, at politiet bruges i en sådan situation.

Det er et kæmpe problem, at en kommune ikke vil gå i dialog med sine egne borgere.

Situationen eskalerer dag for dag – Kommunen sætter nu hegn om store områder – så de private lodsejere ikke kan komme ind på deres egen ejendom.

Aalborg Kommune – stop nu det arbejde, indtil I har en hel aftale med de private lodsejere – I kan enten købe jorden eller give en rimelig erstatning. Lodsejerne bliver ved med at kræve deres ret. Alle skal vide, at de lodsejere ikke står alene.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i nordjyske medier samt landbrugsmedier).

1 kommentar til “Hvad sker dog i Lille Vildmose?”

  1. Hvor er lodsejerinddragelsen i der her projekt?
    De klagemuligheder som der er forbundet med naturprojektet er ikke færdigbehandlet, og så forventer Aalborg kommune at de kan begynde at grave !!
    Kære landmænd, stop alt dialog med alle landets kommuner i naturprojekter. Når først politikere har fået grønt lys for den her bøllemetode, så rammer det dig i morgen.
    Lad ikke lodsejerne i Lille Vildmose stå alene.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen