Hellere sten og grus i maskineriet – end i vandløbene

Den enkelte landmand skal være uhyre vågen, inden kommunerne går i gang med de mange vandløbsprojekter, skriver Bæredygtigt Landbrugs chefjurist

br_mmer500

Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug

Vandløbs-indsatserne er i gang over hele landet, og fortællingen fra kommunerne lyder desværre ofte, at vandplanerne er en ufravigelig pligt. Så enkel er virkeligheden dog ikke helt.

Kommunen må ikke reducere vandløbets vandføringsevne

For det første må kommunerne kun gennemføre præcis det, der står i bekendtgørelsen om indsatsprogrammer. Er der den mindste fejl eller uoverensstemmelse, kan indsatsen ikke gennemføres.

For det andet skal der gennemføres en procedure, der følger af bekendtgørelse om vandløbsregulering og -restaurering m.v., se særligt bekendtgørelsens §§ 22-28. Myndigheden skal blandt mange krav redegøre for afstrømningsmæssige og afvandingsmæssige konsekvenser af restaureringen. Vigtigt: Kommunen må under ingen omstændigheder reducere vandløbets vandføringsevne.

Økonomisk konsekvensvurdering er påkrævet

For det tredje er det klokkeklart, at kommunerne skal gennemføre en økonomisk konsekvensvurdering af landbruget og landbrugets dræning. Det er pligtigt efter vandrammedirektivet. Det er aldrig sket. Hvordan kommunerne vil gøre det, er et godt spørgsmål, men gøres – det skal det.

For det fjerde: Hvis vandløbet allerede er i god tilstand, har myndigheden efter min vurdering pligt til at henvende sig til ministeren. Det må antages, at ministeren tilsvarende er forpligtet til at fjerne indsatsen fra bekendtgørelsen, hvis vandløbet allerede har opnået god tilstand. Om det vil ske, er nok langt fra sikkert.

For det femte skal der gennemføres en række vurderinger, hvor fællesnævneren er, at de er af proceduremæssig karakter. Der skal udarbejdes VVM-screening og om nødvendigt VVM-redegørelse. Hvis der er bilag IV-arter (løgfrø, birkemus, m.v.), skal der gennemføres habitat-konsekvensvurdering. Det samme gælder, hvis projektet kan påvirke et Natura 2000-område. Hvis der er § 3-områder, herunder vandløbet selv, skal der meddeles dispensation.

Hvis du er juridisk forpustet, forstår jeg det godt, og ovenstående liste er formentlig ikke engang udtømmende.

Træd på bremsen!

I praksis er det væsentligste problem, at man rigtig mange steder ikke kender vandløbets lovlige skikkelse eller vandføringsevne. Et alt for sandsynligt scenarie er, at kommunerne uden alt for mange vurderinger hælder sten og grus i vandløbet oven på en bund, der måske i forvejen er ulovligt hævet. I disse situationer skal man for alvor træde på bremsen og eventuelt påklage eller om nødvendigt stævne kommunen, hvis der er belæg herfor, gerne med anmodning om opsættende virkning, så indsatsen ikke realiseres, mens klagebehandlingen pågår.

Man skal også være opmærksom på, at en ru bund i form af sten eller gydegrus i sig selv vil reducere vandføringsevnen, og alene af denne grund er det ret sikkert, at vandløbet skal uddybes eller udvides – ellers har man reduceret vandføringsevnen. Igen: Vandføringsevnen skal mindst være den samme, efter at indsatsen er gennemført.

Inden det er for sent…

Det er altså fuldstændig afgørende, at I som landmænd er uhyre vågne, inden kommunerne går i gang med de mange vandløbsprojekter. For når først gydegruset ligger i vandløbet, ved vi vist alle sammen, at det bliver mere end svært at få kommunen til at indrømme, at der er sket ulovlige vandstandshævninger.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i landbrugspressen, du kan læse Maskinbladets version HER).

Scroll to Top