Erling Bonnesen: Forhøjet arveafgift trækker kapital ud af landbrugserhvervet

Venstres fødevare- og landbrugsordfører stiller kritiske spørgsmål til fødevareminister Mogens Jensen i folketingssalen på onsdag

tina-mark-og-penge

”Det er meget alvorligt for landbruget, at Socialdemokratiet foreslår højere beskatning ved generationsskifte. Det trækker kapital ud af erhvervet og forringer dermed mulighederne for at nyinvestere i fremtidens produktion!”

Sådan lyder det fra Venstres fødevare- og landbrugsordfører Erling Bonnesen til Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Han er derfor klar med kritiske spørgsmål til fødevareminister Mogens Jensen (S) i folketingssalen på onsdag den 9. oktober.

Hvert andet landbrug står lige foran generationsskifte

Her vil Erling Bonnesen spørge:

”Hvordan forventer ministeren, at Socialdemokratiets forslag om arvebeskatning vil ramme landbruget – med baggrund i, at man forventer, at næsten hvert andet landbrug skal have nye ejere inden 2030?”

Enhedslisten vil udelukke Venstre fra forhandlinger

Dét er i øvrigt ikke det eneste spørgsmål, Erling Bonnesen har tænkt sig at stille fødevareministeren på onsdag. Venstre-ordføreren har således bidt mærke i, at Enhedslistens ordfører Søren Egge Rasmussen i Landbrugsavisen har foreslået, at Venstre skal udelukkes fra forhandlingerne på landbrugsområdet.

”Jeg vil da gerne vide, hvordan Mogens Jensen stiller sig til dén udmelding. Det kunne være rart at få afklaret, om ministeren vil følge Enhedslistens krav. I Venstre er vi naturligvis klar til at møde op til konstruktive forhandlinger med regeringen, hvor flere store områder kommer til forhandling i det kommende folketingsår, der lige er begyndt”, forklarer Erling Bonnesen.

Bæredygtigt Landbrug har også for længst ytret sig kritisk om den højere arveafgift. Du kan se BL-næstformand Gustav Garth-Grüners læserbrev om emnet HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top