Enhedslisten nægter at tage afstand fra Greenpeace-aktion

Både Lise Bech (DF) og Erling Bonnesen (V) tog derimod landmandens parti, da landbrugsjournalister fredag formiddag arrangerede debatmøde

Møde på Christiansborg

Enhedslistens landbrugs-, fødevare- og dyrevelfærdsordfører Søren Egge Rasmussen indtog noget af et særstandpunkt, da han fredag formiddag deltog i et debatmøde om landbrugs- og miljøpolitik på Christiansborg arrangeret af Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister.

Han nægtede således at tage afstand fra den Greenpeace-aktion, der i den forgangne uge gik udover svineproducent – og medlem af Bæredygtigt Landbrug – Kjær Knudsen på Midtsjælland.

“Jeg har stor sympati for dem!”

”Jeg noterer mig, at mange på landet er presset af, at nabolandbrug får lov til at udvide”, lød det først lidt tøvende svar fra Søren Egge Rasmussen – da han af Effektivt Landbrugs journalist Lasse Ege Pedersen var blevet spurgt ind til Greenpeace-aktionen.

End ikke opfølgende kritiske spørgsmål fra de tilstedeværende journalister – samt de øvrige politikere – kunne få Enhedslistens ordfører til at kritisere Greenpeace:

”Jeg synes, at Greenpeace udfylder en vigtig rolle, og jeg har stor sympati for dem. De er med til at sætte en finger på noget, der er overset”, sagde Søren Egge Rasmussen.

Bonnesen: Aktivister bør straffes!

Dén melding fik både Lise Bech (DF) og Erling Bonnesen (V) op i det røde felt:

”Det er bare ikke i orden!”, tordnede Lise Bech.

”Greenpeace invaderede privat ejendom, og det må og skal vi da tage afstand fra. Jeg tror også, organisationen kommer til at tabe rigtig meget på det her ude i den brede befolkning”, tilføjede DF’eren.

Erling Bonnesen fulgte trop:

”Jeg tager skarpt afstand fra den aktion! Vi lever i et retssamfund. Hvis det stod til mig, burde de Greenpeace-aktivister både anholdes og straffes”, sagde han – og nævnte også den smitterisiko, som aktivisterne har været med til at øge på den pågældende svinebedrift.

”Jeg er simpelthen rystet over, at Enhedslisten ikke tager afstand”, tilføjede Erling Bonnesen.

Ingen respekt fra Socialdemokratiet

”Jeg har ingen respekt for aktioner, der overtræder gældende lovgivning”, lød det kort og godt fra Anders Kronborg (S).

Bæredygtigt Landbrug har også forlængst taget skarp afstand fra Greenpeace-aktionen. BL-direktør Hans Aarestrup har endog opfordret både politikere og offentlige myndigheder til fremadrettet at sortliste den såkaldte miljøorganisation, det kan du læse om HER.

Ikke brug for viden om det pesticidfrie samfund…

Søren Egge Rasmussen scorede heller ikke ligefrem plus-points på debatmødet, da han foran en snes landbrugsjournalister afslørede, at Enhedslisten sandelig ikke har i sinde at lade sin politik påvirke af faglige input. Heller ikke den del af politikken, der handler om at omlægge al dansk landbrugsdrift til 100 % økologi. Afsløringen kom, da Dansk Planteværns kommunikationschef Jakob Tilma spurgte ind til, om der ikke er brug for mere viden om, hvad et pesticid-frit samfund har af konsekvenser:

”Nej, det synes jeg ikke, der er brug for. Økologerne viser da ganske fint, at det kan lade sig gøre at dyrke landbrug på andre måder”, svarede Søren Egge Rasmussen.

Står det til Enhedslistens ordfører, skal vi i øvrigt have langt færre husdyr i Danmark. Og landmænd skal ikke kompenseres fuldt ud, hvis deres jord bliver udtaget som landbrugsjord og inddraget til natur:

”Er det ikke en dyr løsning at købe jorden af landmændene? Er det ikke bedre, at landmanden beholder ejerskabet af den pågældende jord og dermed er med til at levere på det grønne område?”, spurgte Søren Egge Rasmussen.

Ros til landbrugserhvervet fra de tre øvrige

Mere landbrugsvenlige toner lød der formiddagen igennem fra de øvrige ordførere, som deltog i debatten. Erling Bonnesen (V) udråbte ligefrem et højt hurra for dansk landbrug og roste erhvervet for den grønne omstilling, det for længst er blevet en del af. Lise Bech (DF) talte om nødvendigheden af ikke at overregulere det meget vigtige landbrugserhverv. Og Anders Kronborg (S) udtrykte anerkendelse for landmændenes indsats på klimaområdet samt slog et slag for brede landbrugsaftaler, der ”kan være med til fortsat at sikre en masse landbrugs- og landbrugsrelaterede arbejdspladser i landdistrikterne”. Anders Kronborg skød også det radikale forslag om at udtage en tredjedel af den danske landbrugsjord helt ned.

De tre var i øvrigt enige om nødvendigheden af ligeledes at teste de pesticider, økologiske landmænd anvender i produktionen. Der var også konsensus vedrørende at finde til bunds i miseren om de forkerte beregninger i relation til efterafgrøder.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst) og Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk (foto)

Del:

Deltag i debatten

Scroll til toppen