Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro. og ekstern faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug
Historien er fyldt med eksempler på, at en indre politiker har fået overtaget over de videnskabelige kendsgerninger. Nogen kalder det engagement eller begejstring. Andre kalder det demagogi.
Men hvis ytringsfriheden bruges til at udbrede forkerte oplysninger i offentligheden, er det problematisk. Specielt hvis man sidder i en position som myndighedsbetjening!
Den aktuelle sag om de 700 tons kvælstof stammer fra en uoverensstemmelse mellem Aarhus Universitets officielle udmeldinger og en påstand fra en af medarbejderne på samme universitet. Sagen har intet med ytringsfrihed at gøre. En sand videnskabsmand ville aldrig blive fornærmet over at skulle bruge sin ytringsfrihed til at dokumentere sine påstande.
Kære 35 forfattere og kolleger.
Vil I bruge (som I selv formulerer det) jeres ”grundlovssikrede ret” til at ytre jer, og som offentligt ansatte forskere udfylde jeres ”forpligtigelse til at dele jeres viden med samfundet” vedrørende Stiig Markagers ofte gentagne udtalelse: ”Kvælstof er DEN afgørende faktor for vores havmiljø. Det er UDEN FOR ENHVER TVIVL. Det er SIMPELTHEN FAKTUM” (f.eks. Effektivt Landbrug den 5/3 2016)?
Forkert påstand
For det første er påstanden ikke rigtig, idet kvælstof kun er én blandt mange presfaktorer, jfr. f.eks. den internationale evaluering fra 2017.
For det andet er påstanden ikke uden for enhver tvivl, da mange forskere er uenige i den.
For det tredje er påstanden af samme grund ikke faktum.
Et andet eksempel:
Den 12. februar 2016 udtalte professor Stiig Markager i DR’s Deadline:
”I vores fjorde er det kun udledningen fra dansk landbrug, der spiller en rolle. Når man så kommer til Bælthavet, er det rigtigt, at der kommer kvælstof fra Sverige og Tyskland og resten af landene omkring Østersøen ind. Men det er stadig sådan, at den danske udledning har langt den største betydning.”
Videre påstod Stiig Markager, at danske udledninger har den største betydning også 10-20 km ude i Kattegat og Bælthavet.
”Og 10-20 km ude fra kysten alle steder rundt i Danmark, så når vi nærmest det meste af Kattegat og Bælthavet. De 90 procent af kvælstofudledningen kommer fra det åbne land, og så kommer der lidt fra naturlig vegetation. Så det, vi kan gøre noget ved, kommer 100 procent fra landbruget”, sagde Stiig Markager.
Altså ikke et ord om de tusindvis af overløb af urenset spildevand hvert år, som han for længst burde have gjort opmærksom på.
Fjordene udveksler vand og næringsstoffer
Hvis fjordene kun modtog udledninger fra Danmark, ville saltholdigheden være nul %. Den er som bekendt væsentligt større, fordi fjordene udveksler vand – og dermed næringsstoffer – med de tilstødende vandområder.
Betragter vi de indre farvande under et, strømmer der mindst 500 km3 ind fra Skagerrak (snavset vand fra tyske floder ført hertil med Jyllandsstrømmen). Dertil kommer mindst 1000 km3 fra Østersøen (snavset vand fra floder og storbyer). Dette indstrømmende Østersø-vand er dominerende for hele Kattegatsystemet. Endelig kommer der sølle 10-15 km3 – altså under 1% – som afstrømning fra Danmark.
Af alt vand i Kattegat og de indre danske farvande stammer ifølge DHI kun 0,3-0,4% fra danske vandløb. Og heraf udgør landbrugets udledninger endda kun en mindre andel.
Når afstrømningsvandet fra det danske landbrugsareal udgør under 0,5% af vandet i de indre danske farvande, er det ikke seriøst at påstå, at ”landbrugets kvælstof” er hovedproblemet i Kattegat. Ifølge DHI udgør den danske andel af kvælstof i Kattegat under 6%.
Er kvælstof et reelt problem i Kattegat?
I øvrigt er det et åbent spørgsmål, om kvælstof overhovedet udgør et reelt problem i Kattegat. Det synes i højere grad at være fosfor fra bl.a. Lynetten, der i flere årtier har været problemet – og stadig i et vist omfang er det.
Hvis Stiig Markager havde lyttet til sin kollega, ville han måske have modereret sine ret vilde påstande. For allerede et halvt år før Stiig Markagers udtalelser, nemlig den 8. september 2015, havde hans kollega i DCE og medforfatter til ovenstående artikel, Karen Timmermann, meddelt følgende i en mail til Miljøministeriets departement:
”Med den statistiske metode er det ikke umiddelbart muligt at kvantificere næringsstoftilførsler fra forskellige kilder, ligesom det heller ikke er muligt at separere oprindeligt dansk kvælstof fra det kvælstof, som oprindeligt kommer fra udenlandske kilder. Det betyder dog ikke, at udenlandske bidrag ikke er inkluderet i modellerne. De statistiske modeller er baseret på (mange) observationer af indikatorerne i de respektive vandområder, og observationerne inkluderer derfor effekter af kvælstoftilførsler fra Danmark og de kvælstoftilførsler, der kommer fra udenlandske oplande. I modeludviklingen er det imidlertid kun tilførsler fra dansk opland, der er benyttet som forklaringsvariabel, og modellerne kan derfor kun bruges til at forudsige, hvordan indikatorerne vil ændres som følge af ændringer i tilførsler fra dansk opland og ikke til scenarier med f.eks. ændrede udenlandske tilførsler”.
Som det ses af ovenstående, er der hverken modelbaseret eller databaseret grundlag for Stiig Markagers ekstreme udmeldinger, der har mere politisk end videnskabelig karakter.
Politisk præget agitation
I faglige kredse anses det som trivielt, at professoren aldrig forsømmer en mulighed for at overdramatisere betydningen af ”landbrugets kvælstof”. Ikke med videnskabelig dokumentation, men derimod med politisk præget agitation.
Disse få eksempler blandt mange mulige illustrerer, hvordan der opstår problemer, hvis den indre politiker får lov at overtage styringen af den ydre forsker.
(Det indlæg, som Poul Vejby-Sørensen kommenterer på, kan du læse HER).
