Økologisk Landsforening vildleder forbrugerne – og bryder muligvis loven

Både advokat Hans Sønderby Christensen og agronom Gunner Buck går i rette med kampagnen Ren Madglæde

Klaus Åge, økologisk planteavler

Økologisk Landsforening kan meget vel have brudt straffeloven med kampagnen Ren Madglæde – der eksempelvis fortæller, at man bør købe økologisk for at beskytte grundvandet.

Det mener advokat Hans Sønderby Christensen, som i Maskinbladet siger:

”Når man oplyser offentligheden, at dansk landbrug forurener med pesticidstoffer, der i dag er forbudte, risikerer man at blive dømt for at gå over stregen. Det danske godkendelsessystem er blandt Europas strengeste, og udtalelser om stoffer i flæng, der skaber grundlæggende tvivl om sikkerheden, risikerer at blive bortdømt. Sådanne udsagn har alle medlemsstater et middel imod. I Danmark kalder vi det mortifikation”.

Du kan læse artiklen med Hans Sønderby Christensens udtalelser HER.

“Værst tænkelige vildledning”

Også agronom Gunner Buck fra Hadsund går i Maskinbladet i rette med Økologisk Landsforenings kampagne. Gunner Buck kalder Ren Madglæde for ”den værst tænkelige vildledning af danske forbrugere” – blandt andet med henvisning til, at de midler, der findes rester af i grundvandet, for længst er forbudt.

Som Gunner Buck siger:

”Jeg har aldrig set noget, der er et værre angreb på konventionelt/videnbaseret dansk jordbrug, selv om jeg har fulgt rapporter og ekspertudsagn om pesticider ganske tæt i mange år”.

Du kan læse Gunner Bucks indlæg HER.

Ligeledes protester fra Bæredygtigt Landbrug

Bæredygtigt Landbrug var blandt de første til at reagere på kampagnen Ren Madglæde – der bl.a. inkluderer en musikvideo med den populære musiker Gulddreng. Reaktionen fra Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesmedlem Peter Bohsen Jensen kan ses i læserbrevet HER, og Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrups indsigelser kan du læse om HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top