Landbrugsstøtten sikrer dig billig mad

Bæredygtighed må først og fremmest handle om at støtte op om et både effektivt, produktivt samt miljø- og klimavenligt landbrug som det danske - også når vi taler om en eventuel omlægning af landbrugsstøtten

kiaer

Af Peter Kiær, landmand og bestyrelsesmedlem, Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev

Igen og igen skal vi landmænd høre for, at vi får landbrugsstøtte, og at ”skatteyderne betaler for, at der kan drives landbrug i Danmark”.

Landbrugsstøtten er imidlertid ikke en støtte til den enkelte landmand – men til dig som forbruger. Den er nemlig vedtaget politisk i et forsøg på at sikre tilstrækkeligt med madvarer samt at holde fødevarepriserne kunstigt nede. Fandtes støtten ikke, ville din mad koste langt mere.

Vi landmænd var gerne støtten foruden

Vi landmænd elsker det frie liv som selvstændige. Stod det til os, fik vi ikke offentlig støtte overhovedet men passede vores arbejde uden snærende bånd, såsom de helt urimelige rammevilkår der stadig plager erhvervet herhjemme i Danmark. Og så tog vi det for fødevarerne, som de er værd.

For min skyld kan man godt fjerne landbrugsstøtten og sætte handelen fri – men i så fald skal det ske internationalt, så vi danskere ikke mister konkurrencekraft. Med en fødevareklynge-eksport på 166 milliarder kr. årligt agerer vi i dén grad på et globalt marked.

Bæredygtighed er vel at kunne brødføde alle?

Alle skriger på ”bæredygtighed”, også i relation til en eventuel omlægning af landbrugsstøtten.

Bæredygtighed må dog først og fremmest handle om at støtte op om et både effektivt, produktivt samt miljø- og klimavenligt landbrug som det danske. Ifølge eksperter er det største problem således, at vi fremadrettet har for lidt landbrugsjord til at brødføde en stadigt voksende verdensbefolkning.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier).

Scroll to Top