En myte at landbrugets midler lukker vandboringer

Hvor er det trist, at mine gode økologiske kolleger på dén måde ufrivilligt bliver taget til indtægt for en sådan usandfærdig kampagne, skriver Peter Bohsen Jensen

marksprøjte-nat-foto-hardi.dk

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

Økologisk Landsforening har på sine høstmarkeder – der fandt sted i weekenden – igen været på krigsstien overfor den konventionelle, bæredygtige landbrugsproduktion. Det sker atter på et fejlagtigt grundlag.

Denne gang handler det om grundvand, idet økologerne inviterede på ”forurenet grundvand” og skød skylden for det på den konventionelle produktionsform. Også her burde økologiformand Per Kølster holde sig til fakta:

Moderne planteværnsmidler er ingen trussel mod drikkevandet

I Miljøstyrelsens seneste årsopgørelse optræder i alt 133 sløjfede boringer. I blot ét enkelt af disse 133 tilfælde er pesticidforurening årsagen. Der er altså sløjfet boringer på grund af pesticider i 0,75 % af tilfældene, og dette tilfælde har intet at gøre med det moderne landbrugs planteværnsmidler, der er designet til at blive opløst i de øvre jordlag og aldrig ender i grundvandet – og som i øvrigt godkendes efter verdens skrappeste kontrolsystem.

Træbeskyttelse er til gengæld et problem

At der ser ud til at være en stigning i antallet af boringer med kemifund siden denne opgørelse, skyldes bl.a. dimethylsulfamid (DMS), der for længst er forbudt i landbruget, men indtil fornylig blev benyttet i udendørsmaling og træbeskyttelse. DMS er således fundet i flere vandboringer under villa- eller fritidshusområder med masser af malet træ.

Det er på denne baggrund usagligt, når økologiformand Per Kølster udelukkende retter skytset mod det konventionelle landbrugs brug af pesticider. Hvor er det trist, at mine gode økologiske kolleger – som vi også har en del af i Bæredygtigt Landbrug – på dén måde ufrivilligt bliver taget til indtægt for en sådan usandfærdig kampagne.

Det rene drikkevand er stadig på landet

Vi skal alle passe på vores grundvand. Derfor er det værd at huske: Det er stadig ude på landet – hvor 90 procent af markerne dyrkes konventionelt og bæredygtigt – at vi finder det rene vand.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier – udgaven på www.maskinbladet.dk kan du læse HER).

Scroll to Top