Derfor rammer en højere arveafgift hele samfundet så hårdt

Bliver virksomheder såsom landbrugsbedrifter drænet for kapital, bliver vi alle sammen fattigere – forklarer direktør for Cepos

skyer

Regeringens planer om at øge arveafgiften debatteres heftigt i hele kongeriget. Nu er en video fra den borgerligt/liberale tænketank Cepos – produceret umiddelbart efter regeringens tiltræden – gået viralt på de sociale medier, fordi den ganske godt forklarer problemstillingen.

Mange virksomheder må opgive at gå i arv

I videoen fortæller Cepos-direktør Martin Ågerup på pædagogisk vis, hvordan Socialdemokratiets politik på området risikerer at dræne virksomheder for kapital.

”Det betyder lavere produktivitet i samfundet, og det bliver vi alle sammen fattigere af”, lyder det fra Martin Ågerup – som forudser, at mange familieejede virksomheder må opgive at gå i arv til næste generation.

Særlig problemstilling i landbruget

Landbruget risikerer at blive ramt ekstra hårdt af en højere arveafgift, fordi erhvervet præges af en høj gennemsnitsalder og derfor flere tusind bedrifter, som står foran et ejerskifte. Det berettede Bæredygtigt Landbrugs næstformand Gustav Garth-Grüner forleden om i et læserbrev.

”Langt de fleste landmænd har kun kapital ét sted: I selve produktionsapparatet, som man derfor er tvunget til at gøre indhug i ved et generationsskifte. Hvem i samfundet – der jo nyder godt af såvel fødevareproduktion som milliardstor eksport – har fordel af det?”, spurgte Gustav Garth-Grüner.

”I udlandet kan man blive enig om at lade forældrene pensionere, så bedriften overtages af næste generation, uden at det påvirker driftsøkonomien. Selv i socialdemokratiske Sverige har de ingen arveafgift. Men herhjemme går der nu tilsyneladende sport i at øge skatten på generationsskifte, så vi falder bagud i den internationale konkurrence og rammer os selv på vækst og velstand”, tilføjede Bæredygtigt Landbrugs næstformand.

Se videoer og læserbrev her

Du kan se videoen med Cepos-direktør Martin Ågerup HER.

Martin Ågerup har tidligere optrådt på en generalforsamling i Bæredygtigt Landbrug, dét indlæg kan du se HER.

Og HER kan du læse læserbrevet fra Bæredygtigt Landbrugs næstformand.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top