Bæredygtigt Landbrug: Stop nu, ”Gulddreng”!

Direktør Hans Aarestrup kalder musikvideo udgivet i samarbejde med Økologisk Landsforening for populistisk manipulation

Hans Aarestrup

Musikeren Malte Ebert alias Gulddreng har i samarbejde med Økologisk Landsforening udgivet singlen ”Stop nu” med en tilhørende musikvideo.

”Stop nu” er i dén anledning netop opfordringen fra Bæredygtigt Landbrug:

”Det er synd, at en så populær musiker bliver spændt for Økologisk Landsforenings populistiske, propagandistiske kampagnevogn”, lyder det fra Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup.

”Musikvideoen er da sjov og underholdende – dét gør bare ikke budskaberne mere rigtige! Det er tydeligt, at man fra Økologisk Landsforenings side er ligeglad med fakta og videnskab, når man er nødt til at pakke det sådan ind og køre 120 % på rene følelser”, tilføjer Hans Aarestrup.

Nej, planteværnsmidler er ikke til fare for grundvandet!

Kampagnen kan ifølge Bæredygtigt Landbrug dårligt opfattes som andet end ét langt angreb på 9/10 af dansk landbrug – nemlig det store flertal af danske landmænd, som dyrker såkaldt konventionelt (eller moderne og vidensbaseret) landbrug. I musikvideoen hedder det bl.a., at ”det handler om, at vi skal købe økologisk – så vi passer på vores grundvand”. Den ganske vist ret satiriske sang indeholder også linjen ”Hvis du ikke køber øko, så skal vi alle sammen dø nu”.

Fakta er, at der i den seneste årsopgørelse fra Miljøstyrelsen optræder i alt 133 sløjfede vandboringer – og at kun ét eneste af disse tilfælde skyldtes pesticidforurening. Hans Aarestrup gør opmærksom på, at ingen af landbrugets nuværende planteværnsmidler er til fare for grundvandet. Var de det, ville de slet ikke blive godkendt af Miljøstyrelsen, der udgør et af verdens strengeste kontrolsystemer.

BL-direktør: Også synd for økologerne

”Det er dybt kritisabelt, at Økologisk Landsforening fortier denne sandhed for offentligheden og ganske uberettiget gør brugen af pesticider i det moderne landbrug til et problem for grundvandet. Spørgsmålet er, om de mange dygtige økologiske landmænd i Danmark – som gerne vil leve side om side med og også nyder godt af deres konventionelle naboer – kan leve med sådan en vildledning? Man burde desuden nok have klædt Gulddreng bedre på – så han ikke uforvarende udbredte sådan en omgang vrøvl til offentligheden”, siger Hans Aarestrup.

Effektivt Landbrug skyder ligeledes myten ned

På hjemmesiden renmadglæde.dk, hvor Økologisk Landsforening har uploadet videoen med Gulddreng, kan man læse, at grundvandet i Danmark er truet – med henvisning til, at fire ud af ti drikkevandsboringer er ”forurenet med pesticider eller nedbrydningsprodukter fra pesticider”, og at ”…i mere end hver tiende var mængden af pesticider over den tilladte grænseværdi”.

Som Effektivt Landbrug gør opmærksom på, står der dog ikke noget i kampagnematerialet om, at stofferne enten for længst er forbudt eller slet ikke har været brugt i landbrugsproduktion. To eksperter, som avisen har talt med, skyder da også den myte ned, at man skal vælge økologi for at redde grundvandet.

Du kan se den omtalte musikvideo herunder:

Please accept statistikker, markedsføring cookies to watch this video.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top