Bæredygtigt Landbrug om efterafgrøder: Håbløs situation!

”Jeg har set folk, som har kørt og sået efterafgrøder, mens vandet sprøjter til alle sider”, fortæller faglig direktør Jørgen Evald Jensen

jørgen-evald-jensen-halv-figur-grøn-baggrund-1000-px

Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør Jørgen Evald Jensen skoser i dagens Effektivt Landbrug de såkaldt fleksible efterafgrøde-frister og de nye skærpede indberetningskrav til, hvor der er etableret efterafgrøder.

Reglerne får landmænd til at droppe fagligheden, mener han.

Landmændene fik ellers i år mere fleksibilitet i forhold til at så efterafgrøder – efter at det flere år i træk har været nødvendigt at rykke på den generelle efterafgrødefrist 20. august. Jørgen Evald Jensen understreger, at reglerne langt fra har gjort livet nemmere for landmændene, hvoraf mange endnu ikke er færdige med at høste. Disse landmænd – heraf en hel del i Vendsyssel – har nu udsigt til træk i næste års gødningskvote, idet effekten af efterafgrøderne vil blive vurderet til at være lavere, da de bliver sået senere end den 20. august.

”Situationen er fuldstændig håbløs. Jeg har set folk, som har kørt og sået efterafgrøder, mens vandet sprøjter til alle sider. Det er sgu da ikke særligt klogt. Vi er kommet i en situation, hvor landmænd opgiver al deres faglighed og viden for at opfylde nogle regelkrav”, siger Jørgen Evald Jensen – som er i dialog med den nye fødevareminister Mogens Jensen (S) om problemet.

Du kan læse hele artiklen fra Effektivt Landbrug HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top