Verdensrekord i hvede?

Den tidligere direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, er sammen med markmanden Lars Larsen fra Eskegård i gang med at forsøge at slå verdensrekorden i hvededyrkning

Vagn med vinterhvede 2

Vagn Lundsteen sætter en drone i luften. Der summer til tydelig irritation for insektlivet i den tidlige formiddagssol. En guldsmed føler sig udkonkurreret og stikker af ind i buskadset, mens dronen flyver ud over marken.

”Det er i år, at det skal kunne lade sig gøre”, siger Vagn Lundsteen.

Den tidligere direktør for Bæredygtigt Landbrug har sammen med markmand Lars Larsen fra Eskegård mellem Haderslev og Kolding sat sig for at slå verdensrekorden for udbytte på en mark med hvede.

Tror på 30 % mere i år

Sidste år forsøgte de også, men den stærke tørke ødelagde resultatet. Det har dog ikke slået dem ud.

”Vi høstede 12,8 tons sidste år, og kan vi høste 30 % mere i år – og det burde vi kunne – så er vi deroppe af”, fortæller Vagn Lundsteen.

Lige nu er rekorden på 16,7 tons hvede pr. hektar og indehaves af en newzealænder. Men Danmark har et fantastisk klima, og jorden i det østlige Sønderjylland er fremragende, så det var et naturligt valg for forsøget.

”Alle marginaler skal være med os, hvis vi skal slå verdensrekorden. Der er ikke plads til, at noget går galt”, siger Vagn Lundsteen.

Lars Larsen nikker i baggrunden. Vagn Lundsteen tager turen fra Arnakke ved Holbæk en gang hver 14. dag for at følge marken, hvor Lars Larsen har sin daglige gang. Der er omkring 10 personer, der er dukket op denne formiddag for at få et indblik i de faglige detaljer bag forsøget.

Vigtigt at holde den grøn

Gruppen af fremmødte går ud i marken for at besigtige den på nærmere hold. Der er stadig et grønt skær fra stråene i marken. Og det er vigtigt for forsøget.

”For hver dag, vi kan holde den grøn, er der 250 kilo ekstra. Det er det samme om efteråret. Der er der ca. 100 kilo pr. dag, man sår tidligere”, fortæller Vagn Lundsteen de fremmødte.

Hveden er sået 22. august sidste år, og de håber at kunne vente med høsten op mod et par uger.

Han tager et aks op og kigger på det. De har kun brugt 60 kilo udsæd pr. hektar.

”Egentlig er jeg meget godt tilfreds. Man kan altid få en tættere afgrøde, men det antal aks, der er her, er jeg meget godt tilfreds med – ca. 850 pr. m2”, siger han.

En tidlig starter

Sorten, de har valgt, er Lili.

”Den er en tidlig starter, og i februar var der faktisk rigtig gode vækstforhold for det tidspunkt. Så der gik det rigtig godt, og den fik noget gødning. Så kom marts måned, hvor det var koldt, blæsende og regnfuldt. Så gik den i stå, og den så helt tosset ud med svedne spidser og så halvsyg ud. Så der tænkte jeg, at der røg rekorden”, fortæller Vagn Lundsteen.

Forsøget giver erhvervet vigtig viden

Kornet har fået omkring 400 kg N til rådighed, så der har ikke manglet noget. Selvom denne form for dyrkning ikke er normal, så gives informationer og data, der kan bruges for landbruget.

”Verdensrekordforsøget giver vigtig viden. Normalt er der begrænsninger på dyrkningen, fordi det ikke kan betale sig. Her kan man se potentialet for en mark fuldt ud”, forklarer Vagn Lundsteen.

Resultatet af rekordforsøget vil være klart i løbet af august. Vi vender tilbage med resultatet. Magasinet Agro dækker forsøget intensivt, hvor de faglige detaljer er med. Deres side kan du se HER.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst og foto)

Scroll to Top