Opfatter politikerne klimaet som et globalt eller et lokalt problem?

Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup giver i dagens landbrugstillæg i Jyllands-Posten sit bud på dansk landbrugs fremtid i lyset af den nylige regeringsdannelse

Hans Aarestrup

Bæredygtigt Landbrug er ikke bange for hverken klima-problematikken som sådan – eller kommende klima-initiativer fra den nyvalgte regering. I hvert fald ikke, hvis politikerne er mere til faglighed end ”feel good”.

Det fremgår af en artikel i dagens store landbrugstillæg i Morgenavisen Jyllands-Posten. Her er Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup interviewet – og han siger:

Videnskab eller følelser?

”Det, der bliver afgørende for dansk landbrug, er, om politikerne opfatter klima som et lokalt problem eller som et globalt problem – og om de vil lade udviklingen styre af videnskab eller følelser. Hvis man anser klima for et globalt problem, og man vil angribe udfordringerne med viden og teknologi, så går dansk landbrug en lys fremtid i møde”, lyder det fra BL-direktøren.

Hans Aarestrup gør i interviewet opmærksom på, at landbruget siden 1990 har reduceret CO2-udledningen med 17 procent – ikke mindst takket være innovation og omstillingsparathed. Og man har endda i samme periode øget produktionen, milliardeksporten og samfundsindtjeningen ganske betragteligt.

”Vi har faktisk reduceret udledningen med 40 procent, hvis man regner det ud per produceret enhed. Landbruget er kun et godt sted at tage fat, hvis man også indregner CO2-bindingen”, understreger han.

Opbakning fra førende klimaforsker

Også Jørgen E. Olesen, en af landets førende klimaforskere, medvirker i artiklen. Professoren erkender, at fødevareproduktionen naturligvis er en bidragsyder til klimagasser – men at landbruget ikke nødvendigvis er et oplagt fokusområde i klimakampen. Det skyldes ikke mindst, at en hård regulering af erhvervet herhjemme blot vil flytte fødevare-produktionen til mindre miljø- og klimavenlige lande:

”Faktisk er der kun få steder i landbruget, hvor der er billige reduktioner at hente”, forklarer klimaforskeren.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top