Af Sebastian Nils Swiatecki, journalist, Ryomgård
Overvej venligst den mulighed, at I klimaaktivister, Morten Steiniche og Annasofie Flamand, samt mange andre kunne være lidt på gale vej med jeres holdning som udtrykt i en nylig kronik i Jyllands Posten om klima, ”Klimakrisen er en ubekvem sandhed, som medierne nødig ser i øjnene”.
For os, der har været bevidste om klimaforandringer i over 20 år og set fanatiske marxisters mangel på konstruktivisme i 1970’erne, er I ikke særligt sjove at høre på. Det er tværtimod bekymrende.
Belys dog de mest konstruktive og økonomisk bevidste løsninger
Det, der er brug for, er et købmandsregnskab, der nøje kvantificerer nytteværdien af de enkelte klimaindsatser og prioriterer dem, i forhold til hvad der er af penge i samfundskassen. Naturligvis for at kunne starte med at bruge af de begrænsede midler fra den mest økonomiske og mest klimaeffektive ende.
Hvis I, klimaaktivister, brugte jeres fokus, intelligens og evner på dette, det vil sige på sagligt og vidende vis at belyse de mest konstruktive, økonomisk bevidste løsninger, ville al jeres kvie om mediers utilstrækkelighed, dårligdom, som udtrykt i kronikken, blive lille. Der ville komme en anderledes lydhørhed overalt.
Hvorfor magter klimabevægelserne ikke det?
Det bagvedliggende problem kan være, at klimabevægelserne reelt ikke magter at bidrage for alvor til klimasamtalen, fordi det kræver, også historisk funderet, almen teknologidannelse at anvise og skabe grundlag for nye, effektive teknologier, der slipper mindre af drivhusgassen CO2 ud i atmosfæren end ellers, når også de tilhørende teknologiændringer skal være samfundsmæssigt forsvarlige, hvad de skal.
Hvis man som klimaforkæmper ikke magter dette, er det nemt at forfalde til lettere religiøs missioneren om en langt mindre udfordrende opgave, som er, om nu befolkningen, pressen, forstår det her godt nok, tager det alvorligt nok, tror nok på klimaændringer. Hvilket er noget, der kendetegner den aktuelle klimakronik samt megen anden diskussion om klima i dag.
Viden og fakta er vejen frem
Så hvis I som klimaforkæmpere vil mere, er der brug for, at mange i jeres bevægelse tager en ingeniøruddannelse eller lignende uddannelse som første skridt hen mod at få den brede, velorienterede, historisk funderede teknologiske almendannelse, der skal til som ramme om at arbejde med gode samfundsopbyggende forslag og løsninger. Også hvis det bare er som journalister, skribenter, der finder og fremviser de mest interessante nye teknologiveje, som andre er ved at opbygge.
Konstruktiv journalistik om to ting: Hvordan man bedst og mest økonomisk kunne tackle truende skadevirkninger, og hvordan man bedst og mest økonomisk kunne undgå, eller udskyde, klimaændringsproblemerne. Det handler også om social ansvarlighed.
Hvis man kludrer i de klimavenlige teknologiændringer som med lovmæssigt påtvungne elbiler, der måske kunne vise sig at blive et transportmæssigt tilbageskridt, vil det gå mest ud over den lille børnefamilie på landet med lange transportafstande, hvor der er brug for to biler, for at begge voksne kan komme til og fra arbejde.
Så lille landbrugsareal som muligt
Der er også risiko for, at kludder går ud over syndebukke, der typisk dannes for at styrke sammenhold i grupper. Her kunne det eksempelvis være de konventionelle landmænd, der naturligt bruger meget energi, fordi de producer mange varer.
Det er sådan noget kludder, klimabevægelserne kan komme ud i ved at bekæmpe eksisterende kerneteknologier i samfundet, herunder med at udskamme grupperinger/erhverv som konventionelle landmænds produktion.
Selv om der reelt er tale om kerneelementer i samfundet, som menneskeheden, ikke mindst de svage, er dybt afhængig af. Basale fødevarer, der ikke er for dyre, produceret på et så lille areal som muligt, så der også bliver plads til natur.
Et problem hos klimabevægelserne kan let blive ikke at have nok styr på de nye teknologier på vej, men alligevel med et håb om, at de bliver gode nok til at erstatte samfundets store og velafprøvede teknologier, som vi er afhængige af i dag.
At arbejde for teknologiændringer i klimabevægelsernes navn uden særlig forstand på de komplekse eksisterende fossilt brændsel-baserede teknologiers dyder, såvel som indre svagheder, er farligt. Der er tale om avancerede fysiske systemer, som ofte bare kører diskret i baggrunden, fordi de virker så godt og får vigtige ting til at fungere gnidningsfrit i hverdagen alle mulige steder.
Historisk funderet teknologisk almendannelse ønskes
Der er måske ikke alt for meget, som tyder på, at klimabevægelserne, som de er flest, har et større teknologisk kendskab til nye storskala-energiteknologiers fordele og ulemper sammenlignet med det, vi kender i dag. Det nye, som man gerne ser skudt ind, mens man smider det gamle ud.
Som person uden teknologisk almendannelse kan man let tage de gamle teknologier som en ligegyldig selvfølgelighed. Det er en fejl. De blev oftest opbygget hen over mange årtiers lag af forbedringer baseret på flere generationer af dygtige menneskers slid og stillet over for det virkelige livs afprøvninger med driftserfaringer gennem utallige årtier.
Man kan spørge, om klimaforkæmperne, som de er flest, mangler et fundament af også historisk funderet teknologisk almendannelse, der er stærk nok til at kunne sige noget interessant om at ændre i de nuværende teknologisystemer til det mere klimavenlige.
Solid almen teknologisk dannelse er yderligere nødvendig for at kunne skelne vigtige, mindre vigtige og reelt ligegyldige klimatiltag fra hinanden. At praktisere dette er en prøvesten for enhver sund klimabevægelse. Et eksempel: Viser saglige, grundige beregninger, at et konkret klimatiltag vil give målbar effekt på jordens klima eller ej? Ja eller nej? Med andre ord: Vil implementering udsætte klimaændringen i nogle timer, dage, uger eller år? Hvor lang tid helt præcis?
Er klimadogmatisme da bedre?
Uden denne sandhedstest ender det hele let med klimadogmatisme, hvor man mistænksomt administrerer social kontrol over hinandens klimafærd. Jævnfør de hjemlige marxisters fallit i 1970’erne, selv om de på højdepunktet var en bevægelse, der gennemsyrede samfundet.
Er der så stor mangel på solid, almen, historisk funderet teknologisk almendannelse, at det er muligt for selv store klimabevægelser at bekræfte sig selv i, at der ikke er noget problematisk ved hinandens forskellige grader af teknologisk analfabetisme, når man vil lede vejen for udskiftning af en række af samfundets grundteknologier til fordel for nogle nye, også via direkte tvangspræget lovgivning, begrundet med at de udleder mindre klimagas?
Er en mulig almen teknologisk uvidenhed så altfavnende, at den kan leve som en norm, en ny normal, i store politiske klimabevægelser?
(Indlægget har også været bragt som kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten – dén version kan du læse via linket HER. Skribenten har ligeledes ønsket teksten offentliggjort på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
