”Jeg troede, at vi havde fået stoppet heksejagten?”

Erling Bonnesen (V) glæder sig over fleksibilitet i nyt forslag fra fødevareministeren – men forstår ikke udmelding om nye krav til landbrugserhvervet

erling-bonnesen

Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen er godt tilfreds med, at fødevareminister Mogens Jensen (S) har gennemført Venstres forslag om øget fleksibilitet i datoreglerne for udlæg af efterafgrøder. Det betyder eksempelvis, at hvis man ikke på grund af vejret har kunnet høste kornet inden fristen den 20. august, kan fristen for udlæg af afgrøder udsættes.

”Samtidig er det dog bekymrende, at fødevareministeren i samme åndedrag melder ud, at der med den anden hånd strammes yderligere op med nye krav til landmændene. Hvad er det for krav, Mogens Jensen? Dét vil vi holde øje med”, lyder det fra Erling Bonnesen til Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside.

”Resultatet af fredagens melding fra fødevareministeren er et skridt frem og et tilbage. Vi er alle enige om, at vi skal passe godt på miljøet. Men jeg troede, vi havde fået stoppet heksejagten? Samtidig er det kritisabelt, at fødevareministeren fastholder krav om indberetninger af høstdato, blot for indberetningernes skyld, hvis man har MFO-græsudlæg, og ikke har kunnet høste inden 20. august, f.eks. fordi kornet ikke er modent. Lidt virkeligheds-fornemmelse havde været ønskeligt”, siger Venstre-ordføreren.

Erling Bonnesen har stillet følgende spørgsmål til ministeren:

”Ministeren bedes redegøre for, hvorfor landmænd, der har MFO-græsudlæg i kornafgrøde, skal indberette blot for indberetningens skyld for at få udskudt fristen for høst af kornafgrøden fra den 20. august til den 3. september, hvis de ikke har høstet kornet den 20. august, f.eks. fordi kornet endnu ikke er modent. Ministeren bedes i den forbindelse også redegøre for, hvordan det hænger sammen med EU-reglerne, der blot stiller krav om, at MFO-græsudlæggene er på arealet i otte uger efter høst, uden at de sprøjtes. Ministeren bedes endelig redegøre for, om ministeren vil afskaffe dette unødvendige bureaukrati?”

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top